– og om aftenen sidder vi alle og bedøver os med vores opium, de hysteriske og idiotiske tv-programmer.

Der er det ved at læse Knausgård, at man måske bliver lidt klogere, at man får vendt tanker og emner som ellers ville have siddet ubehjælpeligt fast i stivnet positur et ubefærdet sted i hjernen.

Adskillige af de 18 essays beskæftiger sig med den litterære proces, om gabet mellem viden og uvidenhed, om Ibsen, Hamsun, Dostojevskij, Dante og kunstneren Cindy Sherman.

Men samlet set er der også megen kritik af dagens samfund. Tidligere søgte mennesket at finde sin plads i universet, et sted mellem to afgrunde: Uendeligheden og intetheden, mens man nu finder sin plads i det horisontale netværk af medmennesker. Det gør noget ved ydmygheden, og er måske en af årsagerne til, at projektet i dag er at leve let og modstandsløst via fjernsynet, der tillader os at leve et liv ved at føle for det imaginære, det uforpligtende – et perspektiv der i sin åbenhed dybest set tjener kapitalismen og muliggør kommercialisering af verden.

I samme forbindelse når Knausgård frem til, at lighedstanken ikke er specielt progressiv men at kvindefrigørelse er et resultat af stigende produktionskrav og behov for institutionalisering af omsorgsfunktioner. Det svarer jo meget godt til, at de første tilløb til offentlig sygesikring blev iværksat af industrien, der havde behov for en vedligeholdt arbejdsstyrke.

Det er en af Knausgårds pointer, at lighedsideologi dybest set er en pengeideologi.

Det er pengenes korrumpering af kulturen og den cirkusagtige underholdningsmani, der fylder det hele, og også fylder hver eneste af os indefra, der får et skandinavisk midtlivskrisemenneske som mig til at føle mig opgivende … og frastødt; og det er videnskabens groteske overskridelser som ingen rigtigt anfægtes af, og industrialiseringen af livet.

Med til pengesamfundet hører naturligvis også kritikken af os selv, der skønt vi alle er bekendt med problemerne i forbindelse med miljø og økologi, ikke er klar til at tage skridtet og droppe industridyrehold og bilisme.

Med det afsæt er det naturligvis umuligt ikke også at berøre religion og tro, og Knausgård beskriver med udgangspunkt i Abraham, der uden spørgsmål er klar til at ofre sin søn, hvorfor vi i den vestlige verden har så vanskeligt ved at forstå det, vi kalder religiøs fanatisme.

Essayet Det monofone menneske har et ganske andet tema, nemlig hvordan man skaber rigtige soldater. Det som Kubrick kalder dehumanisering. Med udgangspunkt i bogen The Psychological Cost of Learning to Kill in War and Society fastslår forfatteren, at følgende fire punkter var afgørende for, at de amerikanske soldater øgede deres antal af dræbere i egne rækker fra ca. 15% til godt 90%: Hensyn til medsoldater, respekt for lederne, tanken om eget omdømme i disse grupper, en stærk vilje til at bidrage til gruppens succes.

Og før dette kan gennemføres, er det nødvendigt at nedbryde forsvarsværket, desensibilisere, det vil sige at tænke det utænkelige og at gøre det utænkelige. Sådan får man soldater. Måske kan man også lave formler for, hvordan man laver soldater til mennesker?

Sjælens Amerika er en bog, der kan få læseren til at overveje, om man ikke skulle gøre som franskmændene gør på tv og i aviser: Inddrage forfattere og kunstnere i dagens politiske debatter? I tilfældet Knausgård kan det næsten kun opkvalificere diskussionsgrundlaget.

Karl Ove Knausgård

Tekster 1996-2013

Oversat af Charlotte  Jørgensen

416 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 2014

Birte Strandby