Det begynder meget almindeligt. Er det mon småproblemer i stilfærdig Mogens Klitgaard-stil, er det mere stilen fra Tove Ditlevsens novelle ’En æggesnaps’ eller noget andet om et kompliceret mor kontra prepubertær datter-forhold, der er gang i?
Trine er fortæller og leverer indledningsvist en hyggefremstilling af normaliteten og de daglige skærmydsler, indtil det langt henne i fortællingen viser sig, at Trine er født med superkræfter. Så går der både science fiction, fantasy og gys i historien og bagefter sidder man stadigt med gyset, der er mere end almindeligt chokerende. Ellers er der familiehygge nok, når synsvinklen luftes gennem Trines stadigt naive barneblik, og når mormoren laver stegt flæsk og moser sine kartofler: Det måtte hun ikke som barn, men gerne nu fordi hun har arbejdet hele livet.
Trines synsvinkel virker til gengæld ikke helt gennemført, når den elleveårige voksent tænker: Hun kunne godt tænke sig at bo der,… men det er nok urealistisk.
Den anden novelle handler om et mindre selskab, der holder juleaften sammen i Australien. Hovedpersonen er lidt forelsket i Erin, men får først udtrykt det 10 år senere, og hvad der egentligt skete den juleaften, husker ingen af dem, men pludselig er der et lig, et pludseligt gys uden forklaring og en uigennemskuelig skizofren adfærd fra hovedpersonens side. Det surrealistiske fortsætter i den sidste novelle, der handler en del om at rejse i badekar og om at være død eller digter.
Spændingsopbygningen i den første novelle minder om gyserdigteren Lovecraft, mens de to efterfølgende mere minder om Bruno Schulz’ Sanatoriet under timeglasset, et spændende, men praktisk taget uforståeligt værk.
Forfatter: Christian Haun
168 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 26.05.2009
Birte Strandby
