Sidste udkald

Så er det sidste udkald – igen – for miljøet, for kloden, for os. Martin Lidegaard leverer her en lille guide til, hvordan vi får gjort op med overforbrug og indstiller os på en miljøfornuftig tankegang. Undervejs langer han hårdt ud efter en forstenet transport- og energisektor, der ikke engang tager de mest logiske skridt, samt politikere hvis frygt for forandring kun matches af vælgernes frygt for samme.

Indledningsvis er der masser af ord, en del selvfølgeligheder og et par floskler. Men allerede i det følgende kapitel systematiseres bogen, og der er en konkret gennemgang af de store forurenere samt lidt om mekanismerne bag, såvel som forslag til hvordan og hvor der kan spares i erhvervsliv og på hjemmebanen. Det påvises flere gange i bogen, at de største hindringer for fornuftige fremskridt i dette mulighedernes land, er massive strukturelle barrierer sammenholdt med en basal træghed i energisektoren.

På husholdningsniveau er der gode råd til nem efterfølgelse. En del af dem er hørt før. Derimod er der nye forslag til energisektoren, som man kun kan håbe også læses af meningsdannere i denne sektor.

Konklusionen er, at det er ikke for sent, og at vi kan gøre rigtigt meget. En delkonklusion er, at vores politikere er forbløffende lidt handlekraftige når det gælder om at pille ved egne og vælgernes vaner. Og sandt er det da, at det kræver en helt anden tankegang, når vi ikke længere skal tænke i nye motorveje og broer, men i kollektiv trafik og godstransport med tog fremfor lastbiler.

Der bruges rigeligt krudt på at skyde på Lomborg og politikere, men ellers er det en udmærket bog om sund fornuft med praktiske forklaringer og anvendelige forslag til eventuelle, bæredygtige fremtider. Så mangler vi bare de handlekraftige politikere.

Sidste udkald