Romanforfatter Hannah Lutz er vokset op i Finland. De seneste 13 år har hun boet i Danmark, hvor hun også har gået på Forfatterskolen. I den nye roman ”Selma” er handlingen henlagt til Ekenäs i Finland. 

Hovedpersonen er bogens titelperson Selma. Hun fylder seksogtres år på en forårsdag. Dagen tilbringer hun i selskab med sin voksne datter, sin søster og et par gode venner. Selma er mod forventning – stadig i live! I hendes slægt lever kvinderne normalvis ikke så længe. Men Selma har overlevet sin mor, mormor og oldemor. Alle fik kræft. Derfor valgte Selma at få foretaget en risikoreducerende fjernelse af brystvævet. Nu er hun gået på pension og forude venter seniortilværelsen. Men Selma vakler i mødet med sin alderdom. 

”Selma” portrætterer den modne kvindes hverdagsliv. Bogen begynder på hendes fødselsdag. Hannah Lutz skildrer, hvordan Selmas iagttager sine omgivelser og interagerer med menneskene omkring sig. I anden halvdel af bogen er det blevet sommer. Datteren Olga er rejst på vandretur i Norge. Der er ikke internetforbindelse, så Selma må tage til takke med sporadiske postkort. Selma besøger den handlekraftige lillesøster Stella. Men dagene går mest med gåture, cafébesøg og svømning.

Selmas tilværelse foregår i et stille og roligt tempo. Hun ynder at gæste den nærliggende café, hvor hun er blevet veninde med baristaen Vanja. De to viser sig at have et helt særligt skæbnefællesskab. 

Grundlæggende falder tiden hende lang. Det er udfordrende at skabe en meningsfuld og indholdsrig pensionisttilværelse. Tankerne går i retning af datteren. Selma har ikke nogen kæreste, men har tidligere haft. Hun føler ikke interesse for den slags længere. Tilbage er nogle lange dage.  

Læseren får indblik i Selmas liv gennem beskrivelser af hverdagslivet og tilbageblik til særlige hændelser, hun reflekterer over. I anden del er der desuden en del afskrifter af datterens postkort. Romanen er meget beskrivende. Den centrerer sig omkring tanker og betragtninger. ”Selma” er ikke en plotbaseret fortælling. 

Hannah Lutz præsenterer os for en moden kvinde, der har gennemgået en stor transition. Selma har mistet sine bryster og er stoppet på arbejdsmarkedet. Datteren vælger i stigende grad sit eget liv. Nu står Selma med et seniorliv, hun reelt ikke ved, hvad skal indeholde. Romanen skildrer hendes liv som en sårbar forandringsproces. 

”Selma” sætter ord på en kvindes identitetsproblemer i kølvandet på en livsændrende operation og mødet med seniorlivet. Forfatteren beretter om at elske, om at miste og om at være usikker på sig selv. Undervejs tænker Selma b.la. på sin mor. Måske evaluerer Selma sit hidtil levede liv, for at hun derigennem kan blive klar til livets sidste del?! 

Hannah Lutz har skrevet en stilfærdig roman. Den henvender sig til den tålmodige og nysgerrige læser, der optaget af det nære. Mange læsere vil genkende udfordringer med at skulle redefinere sig selv senere i livet, når man går på pension. Kroppens aldring kan let afstedkomme sorg og usikkerhed. Mange – især kvinder – oplever empty-nest-syndrome i relation til at børnene flytter hjemme fra. At Hannah undgik døden, er ikke nødvendigvis afgørende for hendes identitetsudfordring. 

 ”Selma” er en fin og klog lille bog om svære livsvalg og tiden derefter. Mest af alt er det en fortælling om hverdagslivet som senior. Her må Selma, som enhver anden pensionist, finde mening med tilværelsen i livets efterår. Selma finder gradvist glæde i de små ting i livet, men har til stadighed svært ved at finde balance i relationen med sin datter. Det er en bog, der hylder livskraft og giver taletid til sårbarheden. Uden sentimentalitet sætter forfatteren ord på aldring, dødsangst, familiebånd, længsel og venskab. ”Selma” er i bund og grund en påmindelse om at dyrke nuet og lade bekymringerne fare. 

Selma

Forfatter: Hannah Lutz

Forlag: Gutkind

141 sider, hæftet

Udgivelsesdato: Den 22. august 2023

Anmelder: Nønne Lønne Votborg