Denne børnebog er tilegnet katteelskere, og man skal nok også elske sin kat meget, hvis man skal leve med, hvad dette særlige eksemplar slæber ind fra haven.
Katten tilhører farmor, og fortællerne er de to børnebørn, en pige og en dreng. Farmor bryder sig ikke altid om at gå ned i sit eget køkken, fordi det søde pelsdyr bringer alt muligt ind fra haven, døde rotter, myrer, fugle, græshopper. Det er ikke nærmere beskrevet, hvordan katten bærer sig ad med at levere myrer, men farmors ubehag er tydeligt nok. Flere morgener finder børnebørnene hende stående oppe på en stol for ikke at komme i kontakt med det, katten har leveret på gulvet.
Børnebørnene er heller ikke trygge ved hverken edderkopper eller væsler. Til gengæld ser katten ud til at være godt tilfreds, og i Jenny Coopers streg har den en betydelig lighed med Disneys katte, her måske især den kat som Askepots lede stedmoder har, og hvis hovedbeskæftigelse består i at jage de sympatiske mus fra Askepot-filmen.
Illustrationerne er helsides, farverige og får malende beskrevet både farmors panik og hvordan kattens hjembringelser huserer i køkkenet. Sådan går det meste af ugen. Farmor lider under kattens erobringstrang, men søndag da børnene står op, er huset gjort rent, farmor er smilende og overskudsagtig, og katten ligger og sover i sin kurv. Farmor har fundet ud af, hvordan man tackler sin kat, så man selv kan holde ud at være der.
I køkkenet stod farmor,
så fuld af stille fred.
Hun sagde: ‘Der er morgenmad,
kom sæt jer og spis med.
Teksten er rimet og let læselig, så det kan både være en oplæsnings- og selvlæsningsbog. Og så kan man samtidigt nyde et lille kursus i havens fauna.
Se nu der, hvad katten slæbte ind …
Joy H. Davidson
Illustreret af Jenny Cooper
Gendigtet af Marianne Randel Søndergaard
32 sider
Straarup & Co
Udgivet: Marts 2019
Birte Strandby