Mugge er en dreng på seks år, og han har et problem, som han måske deler med mange andre børn i velfærdsstaten: Det kniber med motorik og sanser. Mugge kan godt lide at sidde ved computeren, men han bryder sig ikke meget om at cykle, og det fungerer heller ikke så godt med fodbold. Heldigvis er der hjælp at hente: Mugge får besøg af sansetroldene. Dem er der ni af, og de går i gang med at lære Mugge at bruge sine egne sanser.
Troldene bringer lyde, lugte og smagsoplevelser. Især smagsoplevelserne er interessante, men far bliver ret sur, da han kommer hjem og opdager alle de ting Mugge og sansetrolden Gusta har fundet frem fra køkkenskabene. Så han sender Mugge ind til computeren. Heldigvis er sansetroldene vedholdende, og næste dag kommer de igen med gode ideer til leg og bevægelse.
Efter historien om Mugge og hvordan han leger og udvikler sig, er der et afsnit om sanseintegration og hjernens opbygning, og sidst er der forskellige lege, der kan afhjælpe de problemer børn som Mugge har.
Mugges historie er forsynet med farvestrålende, helsides illustrationer. De er let romantiske og gør ekstra meget ud af frugt og blomster, ligesom de bidrager til historiens naivistiske og lykkelige stil.
Kirsten Teichert
Illustreret af Hanne Jermiin
72 sider
Forlaget Hedeskov
Udgivet: 2011