Skole-hjem-samarbejde er ikke et nyt fænomen. Mange friskoler havde næppe kunnet eksistere uden. Men i folkeskolerne er skole-hjem-samarbejdet blevet langt mere omfangsrigt siden intranettets fødsel. En god ting skulle man mene, men hvor meget tid må det tage? Og på hvis præmisser fungerer det?
Forfatteren har været i kontakt med en række forældre om deres forhold til intranettet. Nogle forældre – især de veluddannede og dem der i forvejen er vant til at læse sig gennem meget stof på nettet – betragter skole-hjem-kommunikationen som en mulighed for at støtte børnene og indsigt til forældrene, som de kan vælge at reagere på. Et eksempel i bogen viser, hvordan et par velinformerede og -forberedte forældre får læreren til at rette fokus på styrkelse af deres barns matematikundervisning.
Den enlige mor med de to børn og den korte uddannelse kan se lidt anderledes på tingene. Det kræver mange ressourcer at få al information med fra intranettet. Ressourcer der går fra den tid, hun skulle have brugt sammen med børnene, og jævnligt når hun ikke at få overblik, så barnet møder uforberedt, uden gymnastiktøj eller de relevante bøger.
Et andet element er, at skolerne er presset på ressourcer, og derfor kan have god brug for at udlicitere opgaver til forældrene. Her kommer man igen til at tænke på friskolerne, der jo i høj grad indkalder forældre til mange typer opgaver: Varetagelse af timerne/undervisningen, når der er pædagogisk weekend, deltagelse i udflugter, vedligeholdelse af skole og udenomsarealer, kostumesyning ved musicals og meget andet. Men friskolens forældre har valgt at deltage aktivt i skolen.
Det sociale er et vigtigt aspekt for ungernes velbefindende i skolen, og de meget aktive forældre kan måske synes, at et arrangement om måneden er et fint bidrag, mens den enlige forældre med to børn nærmest føler sit privatliv beslaglagt.
Samlet stiller skolerne ret store krav til forældrene, og de forældre der har valgt folkeskolen har måske netop en forventning om, at skolen også skal tage sig af børn af mindre ressourcestærke forældre. Og det er ikke sikkert, at læreren selv opfatter læseplaner, testøvelser og lektier som krav til forældrene – eller fanger den eventuelle kritik der kan ligge i et spørgsmål om nødvendigheden af månedlige sociale oplevelser. Samtidigt kan den megen kommunikation mellem lærere og forældre forhindre barnet i selv at tage ansvar for pakning af skoletaske og forberedelse.
Samspil mellem skole og hjem sætter fokus på et for folkeskolen nyt område, og måske er der her en ny risiko for at forstærke uligheden mellem børnene.
Maria Ørskov Akselvoll
Samspil mellem skole og hjem
70 sider
Aarhus Universitetsforlag
Udgivet: 16.08.2018
Birte Strandby
