‘Som en tommelfingerregel kan man sige, at i løbende tekst skrives tal under ti med bogstaver …’
Hvorfor forfatteren – nogenlunde konsekvent, en enkelt gang endda så konsekvent, at der står ‘1 gang’ i stedet for ‘engang’ – har besluttet sig for at skrive tal under ti med tal i stedet for med bogstaver, står hen i det uvisse. Men det belaster den flydende læsning, både fordi man opfatter det som fejl i forhold til almindeligt sprogbrug, og fordi man nogle steder lige skal overveje, om det nu er en eller et, der burde have stået. Det giver afbrydelser på samtlige sider og spærrer slemt for udsigten til det, der ellers kunne have været en underholdende, satirisk roman med en væsentlig pointe.
Scenen er sat i det politiske liv i Danmark, og karrikaturerne er til at få øje på:
Danskernes Folkeparti, Pertrille Hermund undtagen de gange, hvor hun kaldes Petrille samt den magtglade Henrik Martinsen der ikke går af vejen for snuskede metoder i sin embedsførelse. Danskernes Folkeparti har i øvrigt en historie der minder påfaldende om et andet nutidigt partis historie.
Vores hovedperson, PK, er den kvindelige af leder af partiet, og hun er lidt en karrikatur i sig selv:
Hun havde set med afsky på narko, nøgenbadning, storfamilier, arbejdssky hippier og politiske profeter …
PK og Danskernes Folkeparti har nyligt oplevet den helt store tilbagegang – i 98 ud af 98 kommuner – ikke mindst på grund af konkurrencen med Pertrille Hermund der også forstår at veksle utryghed til xenofobi og politiske stemmer.
Bedst som PK har haft et heftigt opgør med Henrik Martinsen, der pludseligt røber hidtil ukendte sider af sig selv, er hun involveret i en trafikulykke. Da hun vågner igen, er hun en palæstinensisk kvinde, Sameer, med fem børn i en lejlighed i Gellerupparken. Hvordan det er foregået, er en gåde, men den officielle melding er, at PK ligger i koma på Rigshospitalet efter bilulykken.
Sameer har en anden tilværelse end PK, og PK opdager, hvordan livet set ud for de mennesker, hvis eksistens hun er med til at påvirke med sin politik. At være Sameer er en udfordring, ikke mindst fordi Sameers drenge er teenagere og udsat for forskelligt pres – den yngste mobbes af en lærer på sin skole. PK får samtidigt indsigt i Sameers fortid som flygtning, og den er ikke for tøsedrenge. Der er optakt til en lærerig periode, af en type man godt kunne ønske blev flere til del, så vi alle kunne lære lidt om empati.
Så meget man end kunne synes, at det er en god ide med politisk satire, og ikke mindst at politikere fik et ægte indtryk af, hvordan lovgivningen fungerer for dem der rammes, så er den noget specielle leg med sproget vildt forstyrrende. Hvis man insisterer på at udfordre med sit sprog, kunne man måske overveje, om det kunne gøres på en måde, der ikke generede læseoplevelsen?
Så kan hun lære det!
George Zeuthen
276 sider
Mellemgaard
Udgivet:
Birte Strandby
