Som det også er nævnt under anmeldelsen af seriens første bog (http://bogvaegten.dk/1-2344-sanddroemmeren.html), er en af de spændende ting ved fantasy, hvilket samfund forfatteren nu har bygget op, og hvilke væsener der kommer på banen. Selve handlingen er stort set den samme fra bog til bog: En dreng/pige fra vores almindelige hverdagsverden viser sig pludselig at have særlige evner eller særlig adgang til en anden verden. Den nye verden inddeles i venner og fjender, der er som regel en forelskelse, og så gælder det om med de nyerhvervede kræfter at overvinde en eller anden meget truende fjende. Og det lykkes som regel.
Handlingen er ikke så meget anderledes her. Der er en interessant magtbalance, der gør at hovedpersonen Frea efterstræbes af en repræsentant fra en anden magtfuld slægt, men ellers elsker hun Magne, og det er gensidigt. Som i anden fantasy skal Fréa først gennem en læreproces for at udvikle alle sine fantastiske egenskaber. Intet nyt her.
Når Runemagikeren alligevel har noget at byde på, skyldes det valget af fantasy verden, der her er Midgård og Asgård. Det er meget gennemført, og man får et indtryk af Odin, af Hymer og af det forestående ragnarok. Moral, ære, hierarki og forholdet til jætterne fungerer både i forhold til den anvendte mytologi og til de unge hovedpersoner, hvis tankegang også er formet af den nutid, de kommer fra. Det giver god mening, at Fréa er valkyrie, mens hendes enestående evner for at helbrede næsten virker som en slags Deus-ex-machina.
Fréa bliver aldrig nogen stor kriger, men hun er en talentfuld healer, og så har hun styr på runemagien. Det bliver der brug for, både i forhold til uvenskaber blandt slægterne og en udefrakommende fjende, der forgifter Yduns æbler. Med til fortællingen hører kærligheden til mystiske Magne og et bekendtskab med en sulten Midgårdsorm.
Runemagikeren – Sanddrømmeren 2
Sidsel Katrine Slej
288 sider
Turbine
Udgivet: 01.10.2015
Birte Strandby
