Den unge engelske forfatter Libby Page debuterer med romanen “Kate og Rosemary” der har fået en flot modtagelse. Den er solgt til flere end 20 lande. Her får du en klassisk og rørende feel-good roman om et umage venskab mellem en ung og ældre kvinde, der krydser hinandens spor i London.

Vi befinder os i London bydelen Brixton. Den 86 årige Rosemary har boet her i menneskealder. Nu har hun mistet sin mand George. Hun holder mindet om George ved live ved at gøre flittigt brug af den lokale udendørs swimmingpool, hvor de to er kommet sammen i årtier. Nu trues idyllen, da kommunen planlægger at nedlægge den offentlige udendørs swimmingpool.

Kate er en ung journalist, der har bosat sig i Brixton indenfor de seneste par år. På overfladen ser alt fint ud. Kate har et udmærket job og bor i et bofællesskab. Reelt er hun mutters alene og kender ingen! Forfatteren Libby Page beskriver på glimrende vis, hvordan unge singler også rammes af ensomhed midt i storbyens mylder og pulserende liv. Kates ensomhed og tristhed er så tyngende, at hun har panikanfald, som hun holder skjult.

Men tilværelsen bliver mere farverig og indholdsrig, da Kate af sin chef bliver bedt om at dække sagen om den udendørs swimmingpool, der trues af nedlæggelse. Hun møder den ældre Rosemary, der ånder og lever for swimmingpoolen. Rosemary insisterer på at Kate skal tage en svømmetur forud for et interview. Snart er de begge dybt engageret i forsøget på at redde swimmingpoolen og lokalsamfundets populære mødested. Undervejs møder Kate flere af Rosemarys søde bekendte.

Libby Page har skrevet en helt igennem hyggelig og velfungerende feel good roman om venskab. Den handler om to kvinders forsøg på at redde en offentlig pool fra en økonomisk overmagt, der vil omdanne området til dyre lejligheder. Men i virkeligheden ender de to vidt forskellige kvinder med at redde hinanden. Det er både fint og rørende; men også både banalt og forudsigeligt. Desværre.

Fortællingen holdes kun oven vande, fordi Libby Page er en habil skribent og formår at krydre den hjertevarme historie med små overraskelser og spændende karakterer rundt om de to hovedpersoner. Libby Page insisterer på at vise, hvor vigtigt det er at komme ud af sin komfortzone, når man er ensom. ”Kate og Rosemary” er en hjertevarm roman om venskab og fællesskab. Vigtigst af alt er, at den italesætter ensomhed blandt både unge og ældre.

‘Kate og Rosemary’ er en varm og opløftende roman om at vise mod, sammenhold og fælleskab. Det er ikke ”stor litteratur” men den fungerer efter hensigten. Du bliver med garanti rørt og glad efter endt læsning.

Kate og Rosemary

Forfatter: Libby Page

Oversættelse: Nanna Lund

Forlag: Gads Forlag

324 sider.  Hardcover 

Udgivelsesdato: 10. 5. 2019

Nønne Lønne Votborg