Room 237

Ægte idoler

Room 237 er både navnet på det rum i The Shining af Stanley Kubrick hvor Jack Torrence (Jack Nicholson) møder en skummel gammel dame, og angiveligt også afstanden til månen i en eller anden måleenhed. Således blev det konkluderet, at The Shining er Stanley Kubricks ualmindeligt subtile måde at fortælle, at det var ham der forfalskede månelandingen. En konklusion, der først og fremmest forudsætter at månelandingen var en forfalskning, og først derefter antager at Kubrick var en slags gud på jorden. Det er i det hele taget det gear som semi-dokumentar-filmen Room 237 kører i. Jeg vil dog påstå at den, meget mere end den handler om Kubricks film, The Shining, handler om en gruppe af folk, som så inderligt gerne vil tro på Gud, og være ateister samtidigt med, at de har måttet vælge en tredje vej, at tro på Kubrick. De forguder den nu afdøde instruktør, mere end hvad godt er. For nok har han mere end én gang innoveret sit felt, og nok var han meget begavet, men dette lugter alt sammen af konspirationsteori, mere end reel tænkning. Særligt eftersom de mange talere i filmen, som hver fremsætter deres egne teorier, tilsyneladende ingen indsigt har i filmanalyse, eller, i det hele taget, nogle former for systematisk-analytisk tænkning.

Informationssamfundets arv

Room 237 er et godt eksempel på en af den digitale alders største komplekser. Tankegangen i filmen kan fint sammenlignes med tankegangen i konspirations-teorier som 9/11, eller VM i Sverige 1958. Det man bør kigge efter i den slags sammenhænge er ikke hvorvidt de ofte absurde påstande er rigtige eller forkerte, men hvorfor de overhovedet eksisterer. Hvad ville nogen få ud af at påstå, at Stanley Kubrick filmede månelandingen? Hvordan ville situationen være, hvis det viste sig at VM i fodbold i Sverige 1958 rent faktisk var et ”inside job”?

Pointen med sådanne påstande er lige præcis, at de ikke skal bevises. Hvis der er endegyldigt bevis for noget, så bliver der ikke lavet en konspirationsteori om det.

Et godt eksempel på konspirationsteoriers mærkværdige tilstand, er hvordan magasinet Popular Mechanics, i dag bliver anklaget for at være en del af the 9/11 conspiracy. Dette skyldes at bladet, postede en uhørt mængde resurser i at påvise diverse påstande som konspirationsteoretikerne havde fremstillet angående tragedien. I sidste ende fandt de ud af, at langt størstedelen af påstandene, bare var dårligt informerede holdninger. Det interessante er dog, at de aldrig udtalte sig om hvorvidt 9/11 rent faktisk var et regeringsprojekt. De påviste blot at hvis det var, så havde bagmændene ikke behøvet at gøre andet, end at betale terroristerne. Imidlertid ville konspirations-teoretikerne ikke give slip på en eneste af deres påstande, hvorfor? Fordi pointen i sidste ende, slet ikke handler om hvorvidt påstandene er rigtige eller forkerte, men at de udgør selve strukturen i konspirations-teoretikernes ideologi. En ideologi som ikke bør regnes for mere end den irrationelle, men dog forståelige, reaktion på et nationalt traume. Når samfund, som helhed, oplever et traume der påvirker alle, kan man enten skyde skylden på ledelse, eller på omverdenen. The 9/11 conspiracy er en typisk paranoid, venstrefløjs-reaktion, blandet med den digitale tidsalders idealer, hvilke går ud på at al information skal være tilgængelig. Vi råbte ”informatonsfrihed!” og hvad fik vi? Vi fik en hel klasse af folk der under slogans som ”educate yourself”, drager en masse konklusioner, på baggrund af en fuldstændig mangel på evne til, at behandle nogen som helst form for information på anden måde, end at ”hvis det kommer fra en obskur hjemmeside, så er det nok rigtigt”. Imidlertid virker det absurd at manden med det lange skæg, ude foran Kristiansborg, skulle have nogen som helst indsigt, i ting som den amerikanske regering forsøger at skjule. Hvis man vil kritisere regeringer, men ikke gider at læse tunge bøger, bør man gøre det til en tommelfingerregel, at hvis man ved det, så er det nok ikke så hemmeligt endda.

En patologi

Forskellen på en teori og en konspirations-teori, er sidstnævntes tro på, at der bag illusionen er nogen, som kender sandheden, med andre ord, at der er en endegyldig sandhed at kende. Det er også ved denne indsigt at vi opdager, at konspirations-teorier, trods pessimisme, er stærkt farvet af en implicit idealisme. Det er denne underliggende idealisme der gør, at ordet teori i virkeligheden bør fjernes fra sammenhængen. Der er blot tale om endnu en ideologi.

Derfor er situationen også den, at selv hvis en af de absurde påstande en dag blev bevist, så ville udgangspunkt for dette bevis, stadig være forkert. At sige andet ville svare til, retroaktivt at argumentere for det videnskabelige grundlag bag den ene økonomiske prognose, af de i alt femogtredive, som ramte rigtigt.

Forsvaret lyder typisk, som det hedder ”at bare fordi jeg er paranoid, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er nogen efter mig”. Til hvilket svaret bør være at ”bare fordi der er nogen efter dig, er det ikke ensbetydende med, at du ikke er paranoid”. En sindslidelse bliver ikke mindre patologisk af, at blive bevist.

Kubricks arv

Jeg er selv stor fan af Kubrick og da jeg var yngre havde jeg selv vanvittige, usammenhængende teorier om hans film. Det sagt er det egentlige budskab i Room 237 vist det, at man skal lære at komme videre, imens man stadig kan.

Filmen er ganske dejligt filmet, da den mest består af klip fra Kubricks film The Shining. Vi får lov selv at tjekke efter når talerne kommer med deres ideer om, hvad der foregår i billede og lyd i filmen. Af og til virker det som om instruktøren ligefrem håner talerne. På den ene side bliver der, for eksempel, sagt, at hvis man kigger godt efter, så kan man se et billede af Kubrick i skyerne, i starten af filmen, på den anden side bliver det vist, meget langsomt og tydeligt, hvordan der intet er at se.