Et sted mellem Jonathan Livingstone Havmåge og Hiroshima, mon amour findes Majbritte Ulrikkeholm, der tilfører poesi til livet i Kronprinssessgade og i Rom.
Det er en fortælling om Anna Karina, hendes mor, Maria Duval, der sang Pie Jesu så publikum græd og om Gian Maria, Anna Karinas ungdomskærlighed, som hun forlader, da hendes mor dør – ifølge bedstemoren ved at kaste sig ud fra et brændende hotel i Rom.
Mange år senere må Anna Karina rejse tilbage til Rom dels for at mødes med Gian Maria og forklare ham, hvorfor hun rejste dengang, og dels for at finde ud af, hvad der faktisk skete med hendes mor.
Tiden har ændret sig, og forholdet mellem de to tidligere elskende er et andet, men vores hovedperson finder den afklaring, hun søger.
Udover romanens mennesker møder vi en romersk måge med stor indsigt, der bidrager med nok et strejf af poesi, men hvad den ellers gør i en roman om kærlighed og søgen, er svært at afgøre.
På bogens sidste sider er der noder til sangen Rome, my love, og måske er det en fordel at have Ulrikkeholm eller Puccini i baghovedet under læsningen. Samlet set søger romanen nok formidle en ikke helt let begribelig åbenhed overfor musikken. Et ambitiøst projekt, der ikke umiddelbart ser ud til at lykkes. Hverdagsscenerne, såsom violinisten Jahns tanker i orkestergraven er klart de scener, der er lettest at forholde sig til og også de mindst abstrakte. Springene mellem den begejstrede formidling af tanker og hverdagssproget holder gang i læsningen, men for den udenforstående kan romanen virke indforstået.
Majbritte Ulrikkeholm
236 sider
People’s Press
Udgivet: 18.03.2011
Birte Strandby
