Hvis man er træt af noir og dystopiske krimier, så er her en udgave der er ren hygge.

Peter er privatdetektiv med speciale i forsvundne personer. Hans kørelærer beder ham finde sin forfløjne niece. Niecen rejser ofte uden at fortælle til sin onkel og tante, hvor hun befinder sig, selvom de ellers er relativt tætte. Denne gang synes de, at hun har været væk meget længe.

Peter går i gang med opgaven og indleder med at aftale møde med niecens kæreste. Kæresten dukker aldrig op til mødet, men ved et tilfælde falder Peter nærmest over hans lig. Han bliver selv slået ned og er tæt på at blive levende begravet, men vennen Hasse dukker op i tide.

Kæresten er blevet skudt, og snart følger andre mord. Herudover involveres Peter i en sag om hvidvaskning af penge, en sag der i øvrigt udarter sig pinligt, fordi Peter og hans mysterie-elskende veninde ender dagen med at blive afsløret af en politimand, da de er ved at klatre over et hegn. 

Der er flere komiske situationer, end der er uhyggelige. Eksempelvis er der vennen Hasse, der mener, at enhver udfordring kan tackles med mad og drikke, og der er Hasses farverige mor, der er gift for fjerde eller femte gang. Humor og hygge fylder en del, ligeledes mad og drikkevarer. 

Distancen til virkeligheden er anseelig. For eksempel er Peter forbløffende åbenhjertig om, hvordan det går hans efterforskning. Her er ikke antydning af professionel diskretion. Det samme gælder hans svoger der er ansat i politiet. Opklaringen ville nok tage længere tid, hvis de havde været mere tilbageholdende med at udveksle informationer, men alligevel.

Noget andet er, at en mand skyder med jagtgevær efter vores hovedperson, der ganske vist er trængt ind på hans enemærker. Det sære er, at politiet ikke reagerer på brugen af jagtgevær.

Peter er fremstillet som en hyggelig fyr, men han behandler sine medmennesker respektløst, kører spirituskørsel adskillige gange og parkerer sin bil på fortove og cykelstier. Han er ikke en hovedperson, man kommer til at elske.

Rødovere-rekviem

Marianne Christensen

185 sider

mellemgaard

Udgivet: 2022

Birte Strandby