I denne bog diskuteres begrebet relationel ledelse, der hænger fint sammen med narrativ mediation beskrevet i bogen Når historier kolliderer (maj 2013).
Som i Når historier kolliderer lægges der vægt på, at man er opmærksom på de verdenskonstruktioner ens kolleger kommer med. Med den rette opmærksomhed på de potentialer de forskellige verdenskonstruktioner omfatter og på de forslag der udfordrer planer og visioner kan teammødet blive ikke bare vanskeligt men også meget givende. Det stiller store krav til lederen, men der er gode værktøjer at hente.
I bogen behandles ligeledes kunsten at gennemføre organisatoriske forandringer, herunder hvordan lederen med nogle retoriske greb kan invitere til kreativitet og dialog og samtidigt bibeholde tilliden til topledelsen. I stort omfang handler det om synsvinkel, og der er forslag til, hvordan lederen kan optræde som backcaster, procesfacilitator og gamemaster, således at medarbejderne får indflydelse på processen, og virksomheden nyder godt af dynamikken. I samme forbindelse anbefales det at se konflikten som en udfordring og være opmærksom på, at holdningerne hos en ’konfliktsøgende’ medarbejder kan afspejle holdninger fra eksempelvis grupper udenfor organisationen.
Der er mange eksempler på samtaler. Nogle af dem er lidt vel konstruerede, men de viser klart, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Efterfølgende er der spørgsmål til læseren, om hvornår skiftet i samtalen sker, og om hvad lederen ellers kunne have gjort. Bogen giver ikke svar på alle spørgsmål, men en del af dialogerne og spørgsmålene kunne med fordel tages op på lederkurser.
Lone Hersted og Kenneth J. Gergen
Oversat af Tom Bøgeskov
214 sider
Mindspace
Udgivet: 17.06.2013