Der er stadig et bredt politisk flertal bag velfærdsprojektet. Det er den gode nyhed i Reaktionens tid, der ellers rummer flere dårlige nyheder såsom den politiske højredrejning, den stigende EU-skepsis, stramningen af velfærdspolitikken, populismens fremmarch.

Med udgangspunkt i Konkurrencestaten fra 2011 og den heftige debat, som bogen skabte, har Ove Kaj Pedersen her sat sig for at beskrive, hvordan velfærdsstaten blev til konkurrencestaten, og hvilke problemer der er med denne konkurrencestat, herunder det at lade økonomisk analyse bestemmer dagens politik, eller med Ove Kaj Pedersens egne ord:

Økonomisme – økonomisk tænkning og teorier der ligger til grund for politiske beslutninger, og den økonomiske analyse dirigerer måden, hvorpå reformer udvikles.

Debatten der fulgte Konkurrencestatens udgivelse gav grund til undren: ingen politikere, interesseorganisationer eller forskere forholdt sig til spørgsmålet om, hvorfor konkurrencestaten opstod, og om den gav velfærdsstaten et nyt politisk grundlag og beskyttede den mod egne brister. Et af konkurrencestatens problemer er det manglende legitimitetsgrundlag, den stigende opportunisme og den tiltagende populisme. Samfundets værdier mangler en opdatering eller en nyformulering.

Faldet er sket fra troen på et nationalt fællesskab til en nationaløkonomi. Fra nation til nationaløkonomisme.

Økonomismen fik flere udløbere. De liberale så med bekymring på skattebyrde og omkostningsniveau, og på udfordringen af frihedsrettighedernes ukrænkelighed.

De konservative begræd familiens tab af betydning, individualismens fremtog og at pligten til selvforsørgelse faldt i baggrunden. Socialisterne beklager den stigende ulighed og fattigdom, at multinationale ikke betaler skat og tabet af ligeværdigheden.

Ove Kaj Pedersens 16 essays rummer mange forskellige emner, såsom at være ansat i det offentlige, den opportunistiske personlighed versus illusionen om den dydige borger, kommunernes politiske selvstyre og ikke mindst populismens anatomi. Fælles for alle er, at de sættes i forhold til konkurrencestaten, og vi ender med syv nedslagssteder for, hvor konkurrencestaten bør diskuteres:

Historien, kampen om forholdet mellem arbejde og offentlig forsørgelse, den sociale ulighed, afklaring af dansk suverænitet i forhold til EU og internationale konventioner, individets frihed i forhold til pligten til at yde for fællesskabet,

… de individuelle friheder må udvides og styrkes og aldrig tilsidesættes, hverken når det drejer sig om menneskerettigheder eller flygtningerettigheder …

Desuden, hvordan bekæmpes populismen? Og som et mantra: besindelse på fællesskabets vegne.

Ove Kaj Pedersen betragter konkurrencestat og vækst som noget positivt, og klimaet er ikke nævnt, selv om det meget vel kan tænkes at blive en modsætning til vækst. Ikke desto mindre må man medgive, at det kunne rense den politiske luft i landet, hvis politikere og folket tog de anbefalede diskussioner.

Ove Kaj Pedersen

Reaktionens tid

Konkurrencestaten mellem reform og reaktion

254 sider

Informations Forlag

Udgivet: 2018

Birte Strandby