De fleste børn og voksne kender sikkert ‘Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla’ og deres gode bekendt hr. Blå, og måske er andre af Elsa Beskows søde fortællinger og harmoniske billeder lige så velkendte.
De tre bøger – Puttes eventyr i blåbærskoven, De små skovnisser, Solægget – er ca. 100 år gamle og afspejler en anden tid, en mere naiv tid, hvor børnebogens centrum ikke var et skilsmisseramt, udsat barn, men mere en fantasiverden, som barnet kunne leve med i. Som eventyr kan Beskows fortællinger opfattes som en håndsrækning til barnet, men målet er at underholde barnet, fortælle at verden er andet og mere, end man umiddelbart ser.
At bøgerne kommer fra en anden tid, ser man også af børnene i for eksempel Puttes eventyr i blåbærskoven. Alle børnene er lydige og arbejdsomme, ligesom Putte der jo er sendt afsted for at plukke bær. Desuden er der store søskendeflokke.
Illustrationerne er helsides og naturtro når det gælder fremstillingen af egern, mus og insekter. Det er lyse, lette billeder lidt i stil med Carl Larssons.
Puttes eventyr i blåbærskoven
1901
Gendigtet af Kina Bodenhoff
Putte er en dreng, en renvasket sød dreng der skal samle bær – blåbær og tyttebær. Han kan ikke finde nogen og begynder at græde. Men så møder han blåbærkongen der får sine syv sønner til at samle blåbær. Blåbærkongens sønner viser ham efterfølgende hen til tyttebærmor der får sine fem døtre til at plukke bær til Putte. Bagefter spiser og leger børnene.
Hele fortællingen er skrevet på vers, og der er også et lille hint om, hvordan artige børn opfører sig:
Og blåbærkongen smiler fornøjet:
“Du gætter nok ved synet af tøjet,
hvis sønner det her kan være.
Nu Putte, du skal dine blåbær få,
og skynd jer lidt, mine drenge blå,
I plejer at gøre mig ære.”
De små skovnisser
1910
Gendigtet af Kina Bodenhoff
De små skovnisser er fire søskende. Deres hovedbeklædning har farve efter fluesvampen, børnene er glade og flittige, deres far er stærk og modig, og deres mor er blid og rar.
De fire søskende lever en eventyrlig tilværelse og er gode venner med en tudse og en flagermus. Men livet er ikke uden farer. Der er også en ond hugorm i skoven, men deres far bekæmper den – iført en rustning af kogleskæl – mens de små skovnisser ser på:
De ligger der helt tavse, de giver ingen lyd,
når fjenden den er slået, det er den største fryd.
Så jubler de små nissebørn, men freden varer kort,
de skændes om at bære den fæle hugorm bort.
Når det onde er væk, er de små skovnisser trygge og lykkelige igen. Der er en stor verden i bunden af skoven, nissebørnene kender både en bjergtrold og nogle elverpiger, og om aftenen fortæller deres far eventyr om mennesker.
Solægget
1932
Oversat af Kina Bodenhoff
Solægget skiller sig ud. Dels er hovedpersonen en lille elverpige der elsker at danse, og dels er teksten i prosa.
Elverpigen er et lille lykkeligt væsen, og når hun finder et forladt fugleæg, bringer hun det – med stort besvær – tilbage til den rede, hvor det er faldet ud.
En dag finder hun en appelsin, og hun er sikker på, at det må være solen der har lagt et æg. Det varer lidt, før naturens væsener finder ud af, hvad man kan med en appelsin, men så får alle glæde af den, og den lille elverpige får et praj om, hvor de vokser henne. Som i De små skovnisser må elverpigen opleve en vinter, hvorpå hun så kan glæde sig ekstra meget over foråret.
Og i slutningen af denne fortælling viser det sig, at et menneskebarn har blandet sig.
Illustrationerne giver et fint oplæg til samtale med tilhørere fra ca. fire år, og digtformen i Puttes eventyr i blåbærskoven og De små skovnisser fungerer godt for mindre børn. Der kan være behov for forklaringer til de børn, der ikke ved, hvad en elverpige og en bjergtrold er, men ellers er bøgerne som skabt til højtlæsning.
Elsa Beskow
Alle tre bøger er på 32 sider
Gyldendal
Udgivet: August 2022
