En boblende, flydende, medrivende menneske- og samfundsskildring

Pip er sin ungdom til trods en særpræget personlighed, klarsynet og humoristisk. Hun har et job, hvor hun dagligt går på kompromis med sin egen ærlighed, hun har nogle besynderlige tvangssamtaler med sin mor, hun har en absurd høj studiegæld og er forelsket i en mand, der ikke rigtigt er interesseret i hende. Der er kort sagt ingen grund til, at hun ikke skal sige ja til det uventede tilbud om at blive praktikant på et stort internetprojekt i Bolivia.

Projektet ledes af den tidligere østtysker, Andreas Wold, der udover at have en sær tiltrækning på Pip også giver hende mulighed for at finde den far, som hendes mor har holdt hemmelig for hende. Det er romanens øverste lag, men før Pip kommer så langt, er der fletninger af andre, tidligere historier, der skal redes ud, og læseren kommer tæt forbi det gamle Østtyskland, Stasi og Murens fald og omkring en syret oplevelse med et termonukleart sprænghoved på afveje i Amarillo.

Intet er tilfældigt; et mord på en Stasi-agent og en smuk ung piges selviscenesættelse i 80’erne fører ad omveje til et selvmord i nutiden.
Oftest handler det om forhold mellem mennesker, og mens Pip flytter sig fra den ene verdensdel til den anden, vikles Andreas’ og hendes forældres historie ud for læseren, fra de korte indholdsmættede møder til et langt, kompliceret, passioneret og evigt diskussionsramt ægteskab, der er tæt på at ende med mord.

Franzen skriver fængslende, breder sine miljøer ud og lader sine personer præsentere sig uforglemmeligt med ord og handling.

Purity

Jonathan Franzen
Oversat af Mich Vraa
624 sider
Gyldendal
Udgivet: 22.09.2015

Birte Strandby