Vi har i Danmark et udvalg for videnskabelig uredelighed, UVVU. Det var det udvalg, der afgjorde, at professor emeritus, Helmuth Nyborg, med sin artikel om, at indvandringen kunne påvirke etnisk dansk intelligensniveau over en længere periode, gjorde sig skyld i fabrikation af data. Udvalget måtte senere finde sig i, at deres vurdering blev underkendt. Hvad Torsten Skov imidlertid kan fastslå, er at materiale- og metodeafsnittet i Nyborgs artikel er for mangelfuldt, og at et peer-review burde have forhindret publicering af artiklen. 

Det er ikke det eneste eksempel på, at noget har fået status af fakta uden tilstrækkelig evidens. Torsten Skov så nærmere på en reference til den meget omtalte ‘orkesterundersøgelse’ der angiveligt skulle påvise, at der er kønsbias i udvælgelsen af kvindelige musikere til orkestre, og at kvindelige musikere har større chance for at blive udvalgt, hvis kandidaterne spiller bag et forhæng. Sjovt nok viser det sig, at undersøgelsen har det diamentralt modsatte resultat – at kvinder har større chance for at blive udvalgt, hvis det ikke foregår med blindtest. 

En anden kønsrelevant myte er den, at kvinders videnskabelige artikler har mindre chance for at blive publiceret end mænds. Den holder heller ikke, og man forbløffes over hvor mange fejlcitater, fejllæsninger og ikke mindst fejltolkninger – eller total mangel på evidens – der er findes i artikler produceret af institutioner, som vi tager seriøst.

Dernæst fulgte Skov sporet til Judith Butlers forskning der jævnligt tages frem, når det handler om at påvise, at det biologiske køn er en social konstruktion. Det skriver Butler i sin ofte citerede bog Gender Trouble, og Skov må medgive, at det skriver hun, men værket indeholder ikke antydning af begrundelse, undersøgelse eller observationer. Hvoraf vi kan lære, at: 

Datafortolkning kan være besværlig. I stedet for at forklare detaljerne fortæller man den simple historie, folk gerne vil høre. Det gør ikke noget, hvis den strider mod data. Så længe den er simpel og politisk korrekt, er der ingen grund til bekymring.

Skov tager fat i flere af tidens risici for at vælge den politisk korrekte løsning fremfor en mere sandfærdig af slagsen, og vi kommer omkring woke moralisme, at quere og ikke mindst krænkelsesparathed i sin mest forstemmende udgave. Basalt kommer Skov frem til, at vi lever med ganske mange usandheder, og at der er behov for at udfordre og diskutere teori og virkelighed.

Pseudoforskning er en indsigtsfuld og ganske underholdende gennemgang af den politiske korrektheds bagside.

Pseudoforskning

20 essays til forsvar for videnskaben

Torsten Skov

242 sider

Multivers

Udgivet: 2022

Birte Strandby