Prisoners

Ligheder

Det er svært i denne tid, ikke at tænke på Thomas Vinterbergs film Jagten, når man ser en film med pædofili som tema. Selvom dette ikke er hovedtemaet i Prisoners, er der mange ligheder. Filmens plot drives af en stor, central tragedie, to børns forsvinden, og den ene af hovedpersonerne (Hugh Jackman) er faderen til den ene af pigerne, og han konsumeres selvfølgelig fuldstændigt af omtalte tragedie. Desuden deler filmene mange stilistiske træk, et roligt kamera, dystre gråtoner oplyst af kraftige, gule farver, beskidte omgivelser, alt det som vores virkelighed åbenbart består af. For det er efterhånden en veletableret konvention, at hvis ting går dårligt for alle karakterer og deres omgivelser i øvrigt virker gustne, så er der bare tale om socialrealisme, for det er jo sådan den egentlige, ”sande” virkelighed tager sig ud.

Jagten

Jagten lavede én enkelt fundamental fejl, ved at handle om hvordan Bjarne Henriksen er en dårlig børnepsykolog, i stedet for, på meget mere interessant vis, at handle om hvordan Mads Mikkelsen var blevet stigmatiseret selv hvis Bjarne Henriksen og Susse Wold havde behandlet sagen helt korrekt. Hvor den kunne have været en fortælling om pædofili-tabuets helt ekstreme tilstand, endte den med bare at være en fortælling om hvordan nogle få inkompetente mennesker kan ødelægge en meget mere kompetent mands liv. Stadig nåede den, udover stærke skuespilpræstationer, at sige noget om offerkomplekset og stigmatisering. Dog ikke meget mere end der allerede er blevet fortalt og overvejet.

Forskelle

I den sammenhæng er Prisoners en film, som intet fortæller, i en dybere tematisk forstand, end at det er forfærdeligt at miste sit barn, og implicit at priviligerede mennesker i det vestlige samfund, har utrolig meget overskud til at sørge. Trods dens socialrealistiske stil, og dermed forsøget på at gøre sin fortælling til en virkelig, relevant fortælling, på niveau med Jagten, så er den ikke mere end et solidt krimidrama. Dens forcer er underholdende plot-twists og stærke skuespilpræstationer. Særligt Jake Gyllenhal, som den excentriske politimand der skal efterforske sagen, er mærkbar i filmen.

Labyrinten

Det eneste symbol i filmen der er værd at nævne er krimidramaets kliche labyrinten, hvilken har sine rødder i noir-filmen, hvor plottet altid bliver dybere og mere komplekst nu længere man kigger, hvilket ofte ender med at være hovedpersonen/detektivens endelige indsigt. Labyrinten, som motiv, bliver brugt på en meget eksplicit måde i filmen, men udover at være den typiske metafor for Jake Gyllenhals færden som efterforsker, bliver motivet også sat i forbindelse med diverse karakterers psykologiske komplekser.

Grunden til at kalde filmen Prisoners er selvfølgelig også, hvilket er det første man tænker, at de ikke bare er fysiske fanger. Det at være fanget er også en psykologisk fiksering, som faderen der er fikseret på at finde sin datter. Labyrinten bliver metaforen for den fantasi, det kompleks, som faderen skaber i et forsøg på at håndtere sin tragedie. Tragedier er tragiske fordi de, ikke passer ind i vores verden. De ødelægger vores fantasi om, hvordan vores verden er, og tvinger os til at ændre vores fantasi, så at den passer med tragediens ubenægtelige eksistens. Det er i dette forsøg på genoprettelse, at vi havner i komplekset, tankespindets labyrint.

Underholdende, stærkt spillet, udmærket historie med spændende plot-vendinger, tematisk og stil-mæssigt uinteressant i og med at der ikke er noget nyt her, så hvis man er tilfreds med det der var, så er det jo fint.