En lille rask fagduel mellem Hans Henrik Knoop og Svend Brinkmann, der her finder både enighed og steder hvor de kan være civiliseret uenige. I bogen kaldet dialogisk civilitet.

Måske er bogen inspireret af Århus Universitetforlags små Tænkepauser, der på 60 sider lancerer den nyeste forskning og de mest moderne holdninger på et felt. At man kan få lærde tanker og diskussioner i 60-siders bidder er en tiltalende mulighed, men samtidigt understøtter det vel netop den med nettet følgende googleficering og fragmentering af viden, som mange undervisere beklager? Eller som det formuleres i herværende tekst om pædagogik:

Den almene adgang til viden, som internettet åbner for, er potentielt og reelt en pædagogisk bypass-operation, hvor man systematisk går uden om den formelle pædagogik … 

Med udgangspunkt i de to forfatteres seneste værker Stå fast af Brinkmann og Positiv psykologi af Knoop ytrer de sig på skift om emnerne selvudvikling, arbejdsliv, pædagogik og uddannelse og har derefter en replik og en duplik. Indledningsvist indrammes begrebet selvudvikling:

Når globaliseringen kommer væltende, og tempoet tager føringen fra os, trues vi på vores menneskelige ressourcer. Det kan vi slippe ud af på to måder: Vi kan vokse med opgaven – altså udvikle os, eller vi kan fjerne nogle af udfordringerne. Der er naturligvis nuancer, der er grænser for hvor meget vi kan udvikle os, og det er forskelligt hvor stor indflydelse vi har på de ting, der truer os.

Knoop opfatter selvudvikling som et indiskutabelt positivt begreb – en kompetenceudvikling, der gør os til engagerede og ansvarlige samfundsborgere, mens Brinkmann mener, at ideen om, at vi defineres af vores forbindelser til andre, er gået tabt i selvudviklingen. Der er enighed om, at relationer til andre en betingelse for udvikling. Ifølge Knoop er modsætningen til selvudvikling at gå i stå, og Brinkmann indvender her, at kravet om konstant at være i bevægelse fremkalder depressioner.

Vi kan ikke slippe for udviklingstvang, men vi kan gøre op med kvantitativt uforsvarlig udviklingstvang der defineres ved unødigt at hæmme mennesker.

Emnet arbejdsliv belyses ligeledes og især den påvirkning der kommer fra tendensen til centralisering af økonomisk kapital, politisk-administrativ magt, medier og viden. Et af problemerne er, at det er selvdestruktivt at føle sig afmægtig i forhold til vigtige udfordringer i længere tid.

Brinkmann er i øvrigt efter betegnelsen Positiv psykologi, som han mener flopper, dels fordi al psykologi har til hensigt at forbedre menneskelivet, og dels mener han, at udtrykket anvendes af coaches og konsulenter til at få de ansatte til at tilpasse sig kritisable forhold frem for at ændre forholdene.

Brinkmann kritiserer positiv psykologi, anerkendende tilgange, coaching, selvhjælpsbøger og mindfulness som en samlet sødsuppe af virkelighedsfornægtende selvudviklingsfilosofi.

Pædagogik og uddannelse vendes også, og der er kritik af konkurrencestaten med det konkrete krav til ungerne om logbog, ønsket læringsstil – og det pres det lægger på pædagogikken. Ydermere går kritikken atter på, at der jo ikke fremavles noget fællesskab.

Læringsstile forkaster Brinkmann, mens Knoop bringer eksemplet med Gauerslundskolen frem i erindringen. Her havde det praktiske, positive effekter på børnenes indlæring, mens de senere års resultater er kritisable.

Bogen slutter med et frugtbart konvergenspunkt: Knoop tror på betydningen af at sætte trivselsvidenskabelige indsigter i spil, og Brinkmann går ind for en rehabilitering af dannelse og filosofisk tilværelsesoplysning.

Svend Brinkmann & Hans Henrik Knoop

68 sider

Gyldendal Business Single

Udgivet: 18.01.2016