Bag enhver højrepopulistisk bevægelse ligger et fejlslagent venstreorienteret projekt.
Det er hårdt at tilhøre Dansk Folkeparti. I Populismens klassekamp er der adskillige eksempler på, at tilhængere af Dansk Folkeparti er blevet behandlet dårligt, når de har vist sig ude i landskabet som repræsentanter for partiet. Angiveligt på grund af den racistiske tone, men hvor kommer den fra? Kristian Thorup har sat sig for at belyse, om der ligger noget mere bag Dansk Folkepartis angiveligt racistiske udfald.
Og naturligvis handler det om andet og mere. Som det også er blevet påpeget i forbindelse med Trumps vej til præsidentposten, så handler den tiltagende populistiske højredrejning om en ny magtesløshed, der åbenbart kun kan demonstreres med kraftige, negative udladninger.
Magtesløsheden er dukket op i forbindelse med den stigende ulighed. Det er ikke kun den økonomiske, der jo i høj grad har gjort tilværelsen kompliceret og indskrænket jobmarkedet for ufaglærte. Det gælder også for uligheden i den kulturelle kapital. De herskende klasser har arrogant ignoreret DF-vælgernes vanskeligheder med at klare sig i en globaliseret verden, hvor de rige ikke længere har brug for arbejderne, og hvor kapitalen og arbejdspladserne flyder over landegrænserne uden for demokratiets indflydelse.
Thorup benævner det ‘social nærsynethed’, det at eliten ikke har skyggen af ide om, hvordan tilværelsen ser ud for andre. For DF-vælgerne kan det se ud til, at udlændinge modtager meget støtte fra det danske samfund, og samtidigt – og let selvmodsigende – anklages indvandrere for at tage jobs fra danskerne.
I virkeligheden er det danske samfund – og andre vestlige velfærdssamfund – presset af de neoliberale strømninger, og tydeligvis er indvandringen en af de få udfordringer, vi synes, vi kan påvirke, hvorfor indvandringen bliver referenceramme for DF. Det lidt besynderlige er, at netop denne udfordring ofte tackles af DF, så den går ud over DFs egne vælgere, som når DF foreslår et karakterkrav på seks for at få adgang til gymnasiet, hvilket især rammer indvandrere, efterkommere – og DFs egne vælgere.
En af bogens konklusioner er, at DF profilerer sig på højrefløjens bekymring over globaliseringens slagsider, et projekt som venstrefløjen burde have taget sig af, men ignorerede, mens de shamede højrefløjen. Og ingen af parterne har gjort sig den ulejlighed at studere problemets kompleksitet. Det var måske det, man burde.
En fornuftig bog, der belyser debattens sorte huller, og måske et bud på en farbar vej til en konstruktiv debat.
Emnet behandles også i Er danskerne racister af Henning Bech og Mehmet Ümit Necef, og vil man vide mere om globaliseringen anbefales at læse Giddens og Bauman.
Populismens klassekamp
– om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere
Kristian Thorup
173 sider
Frydenlund
Udgivet: 2018
Birte Strandby
