’Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden’

Det lyder som De Gaulle under Algierkrisen, men Politisk teologi er skrevet allerede i 1922, da Carl Schmitt efter 1. Verdenskrig oplevede monarkiets opløsning og dermed retsordenens og samfundslivets ellers så faste rammer bryde sammen.

Bogens titel dækker over en kritik af liberalismen og moderne politisk kultur. Det var Schmitts forudsætning, at de politiske begreber er sekulariserede teologiske begreber, og med fokus på forholdene mellem politisk ledelse, lovgivningens normer og den politiske nøds tilstand argumenterer Schmitt for, at retsordenen altid ligger under suverænens beslutninger, således at denne under undtagelsestilstande har mulighed for at overstyre den sædvanlige lovgivning og genetablere samfundsordenen. Samtidigt eksisterer staten kun for at håndhæve integriteten og sikre orden og stabilitet overfor den stadige trussel om konflikt

Efter gennemgang af forskellige teoretikere, herunder Marx: Statens såvel som religionens væsen er menneskehedens angst for sig selv, Bonald, der ser menneskenes historie som en skare af blinde, ført af en blind der famler sig frem med sin stok – og især langen ud efter Kelsen og nykantianerne for at sætte staten lig med retsordenen slutter Schmitt af med at sætte spørgsmålstegn ved de upersonlige normers absolutte herredømme jfr. den indledende sætning om suverænen, der har magten i undtagelsestilstanden.

Bogens anden del (1923) er ikke mindre aktuel med sit blik på verden: Den moderne kapitalists verdensbillede ligner proletarens, derfor er der ingen vanskeligheder med forståelsen, når de i fællesskab kæmper for den økonomiske tænknings sejr. Derimod hævder det politiske at være mere end det økonomiske og må derfor basere sig på andre kategorier end produktion og konsum… Stof til eftertanke fra en mand der blev smidt ud af det tyske nazistparti.

Forfatter: Carl Schmitt

Oversættelse og introduktion af Lars Christiansen

120 sider

Informations Forlag

Udgivet: 13.08.2009