Det amerikanske børnerim Ten Little Nigger Boys fra 1860 er blevet brugt som afsæt for flere værker. Mest kendt er nok Agatha Christies kriminalroman … And then There Were None.
På dansk blev børnerimet oversat til sangen Ti små cyklister – blandt andet sunget af Freddy Fræk og anvendt i forbindelse med folkeskolens færdselslære i tresserne.
Princippet er det samme både for børn og for voksne krimilæsere: 10 personer reduceres til en eller nul – fortrinsvis fordi de øvrige ni begår fejl.
I Ti små cyklister hedder det: 10 små cyklister kom til en cykelsti, en kørte udenfor og så var der ni.
Og i sidste vers, hvor der kun er en cyklist tilbage: … borte tog de ni. Han kørte uden fejl, så ham kan vi li’. En rimelig brutal form for opdragelse.
Pirater i havsnød omfatter ligeledes en række slemme uheld, der afliver en pirat ad gangen:
9 pirater var ellevilde,
én havde medbragt en stor krokodille.
Den skulle tæmmes, men han ku’ ikke nå det.
Den åd ham råt – og så var der 8.
Og fortællingen slutter: I bådens bund blev der brændt et hul. Så gik skibet ned – og så var der 0.
Det er en opsigtsvækkende bog med skrækindjagende hajer, krokodille, blæksprutte og søsyge. Piraterne er derimod ikke særligt skræmmende – runde, venligt, enfoldigt udseende og ret skræmte. De store helsides billeder taler til sanserne, og rimene er ok. Ingen tvivl om, at bogen vil gøre indtryk på de små.
Sten Platz har desuden skrevet Den lille krokodille der fik tandpine, der også er et sandt overflødighedshorn af actionmættede tegninger.
Sten Platz
24 sider
Høst & Søn
Udgivet: 10.03.2015
Målgruppe: 3+
Birte Strandby