En beretning om 40 dages vandring på Caminoen over Pyrenæerne til Santiago de Compostela. En tur der viser sig at være mere nødvendig og mere givende end forventet. Forfatteren får pænt formidlet magien, men en ting skurrer flere gange undervejs: Ifølge bogen kan man følge et spor af pilgrimmenes affald på hele turen. Glemte de fire evangelister mon at skrive i Bibelen, at de enfoldige salige der skal arve Guds rige, også burde rydde op efter sig?
Forfatteren beretter på to niveauer, dels den fysiske del af turen, miljøet, udsigten, maden og de mennesker hun møder, og dels den psykiske det vil sige, hvad der sker med fortælleren undervejs fra hun ankommer tynget at jobbet, og til hun slutter mere end en måned senere – lettet for de trængsler, der sendte hende af sted. Trængslerne består grundlæggende i at være læge for kræftpatienter, og et af problemerne er presset på sygehusene, der ikke giver mulighed for at tage hånd om alle patienterne.
De smukke landskaber beskrives, og der er møde med mange sympatiske mennesker. Der er en pilgrim, der fjerner sten fra stien for de efterfølgende, men der er også en nonne, der afviser en syg mand. Næst efter spaniere, er der flest tyskere på Caminoen, og der er højlydte amerikanere, canadiere og koreanere.
De første dage er hårde:
At vandre Caminoen blotlægger alle ens gode og dårlige scener: intolerance, angst, bekymringer, frygt, misundelse… Caminoen afslører endnu flere dårlige sider af mig selv, end dem jeg startede ud med!
Men efter næsten tre uger på Caminoen, kommer afklaring, glæde og tilfredshed.
Annedorte Ries
235 sider
Borgen
Udgivet: 21.05.2014
