Cand. mag. Claudia Westh Lonning debuterede i 2019 med den historiske roman ”Skakmesteren fra Tirana”. Nu udkommer hun med den historiske roman ”Pigen fra Vestkysten” med undertitlen ”En roman om besættelsen”. 

Romanen er delvist inspireret af hendes mands bedstemors liv. Hun var 15 år, da Danmark blev besat. Claudia Westh Lonning har haft samtaler med hende. Derudover har forfatteren foretaget en grundig research af livet i Esbjerg under krigen.

Handlingen udspiller sig i Esbjerg og den lille forstad Gammelby, der i dag er fuldt integreret i Esbjerg. Hovedpersonen er pigen Margrethe, der er 14 år ved bogens begyndelse i 1939. Hendes bror Oskar er 7 år yngre. Forældrene, Kathrine og Georg, driver en blomsterforretning inde i Esbjerg. I hjemmet i Gammelby bor der desuden en mormor og en farmor. Familien ses ofte med farens søskende: Farbror Vilhelm, tante Estrid og deres tre sønner Jørgen, Jens og Jakob samt farbror Hans og dennes kone Ingeborg. Især fødselsdage fejres efter alle kunstens regler med fællessang og gæstebud. Ofte hygges der til hverdag med kortspil og kaffeslabberas. Hjemme er det moren, der har ”bukserne på”. 

Til daglig går Margrethe på Esbjerg Statsskole. Hun følges med sin bedste veninde Inger, der kommer fra et velstillet hjem. Margrethe sværmer for fiskersønnen Jens Peter.

Handlingen tager sin begyndelse den 4. september 1939, hvor der falder fire bomber over Esbjerg. Ingen ved til en start hvorfor. Uroen og ængstelsen er stor. Flere bliver såret og en enkelt dør. Er krigen brudt ud? Det sker ikke straks, men noget dårligt er i gære. Gradvis mærker byens befolkning at der bliver vareknaphed og arbejdsløshed. 

Margrethes far har et Kodak-kamera. Det er også Margrethes store ønske at få. Hun vil gerne være fotograf! Men penge er der ikke mange af og krigen står for døren. Med krig følger mangel på alting og kvinder kan i øvrigt slet ikke blive fotograf. 

”Pigen fra Vestkysten” følger Margrethe, hendes familie og nærmeste omgangskreds i besættelsesårene. Romanen skildrer hverdagslivet ned i mindste detalje. Læseren får indblik i familiens historie, men der efterlades også åbne huller. Eksempelvis ved Margrethe at familien har ejet teglværket i Gammelby, men noget forbliver tys-tys. Hvad er mon hemmeligheden? Krigen kommer og sætter sit mørke fingeraftryk på livet i Esbjerg. Margrethe aner flere usagte ting, der lurer under overfladen. 

Fra Statsskolen går hun videre til gymnasiet for at få Realeksamen. Derpå får hun kontorplads hos Statsbanerne, skønt hun havde håbet at komme i lære som fotograf. Men Statsbanerne er lig en tryg og sikker fremtid. Det er netop dét, der er brug for i en farefuld tid, hvor tyskerne skaber frygt og uro. Kærestens far bliver taget og sendt til Horserød. Krigen er på alle måder en alvorsfuld tid, hvor det er svært at være ung. 

Romanen skildrer bid for bid, hvordan Anden Verdenskrig udspilles i Esbjerg. Vi følger hovedpersonen Margrethe i de formative år i Esbjerg samt nogle år i voksenlivet i København. Forfatteren har delt bogen op i mange små kapitler – hele 134 af slagsen. En stor del af kapitlerne er forsynet med måned og år. Bagerst i bogen er der en slags tidslinje, der gør det let at holde styr på de vigtige hændelser. 

Fremstillingen virker til at repetere sig selv, når forfatteren vælger at skildre hverdagslivet så minutiøst. Læseren tages med til en håndfuld ens lignende fødselsdage, jul og nytår. Især i bogens første og midterste del er det svært at få øje på noget konfliktstof eller større drama. Der er ikke kæmpemæssige dilemmaer på spil. Fortællingen er afdæmpet og fokuserer først og fremmest på dagligdagslivet under besættelsen. Når det er sagt, så er det velfortalt og interessant at opleve krigen set med en ung kvindes øjne. 

Jeg valgte at læse ”Pigen fra Vestkysten”, fordi jeg selv bor i Esbjerg. Historie har desuden min interesse. Det er tydeligt, at bogen især vil tale netop til læsere med lokalinteresse – eller sekundært læsere med glæde ved romaner, der tager afsæt i danmarkshistorien. Som cand. mag har forfatteren da også lavet en grundig research. Men det springer i øjnene og må ses som en graverende fejl, at en så detaljeret roman på 500 sider, ikke medtager tyskernes mord på præsten i Zions kirke Poul H. Bentzen. Det var uden tvivl en af de allerstørste og mest tragiske hændelser i Esbjerg under krigen. Desuden går Margrethes familie altid til nytårsgudstjeneste netop i Zions kirke ved Poul Hans Bentzen. Ergo giver udeladelsen ikke mening. 

Med ”Pigen fra Vestkysten” har Claudia Westh Lonning forfattet en letlæselig historisk roman om livet i en større dansk provinsby under Anden Verdenskrig. Hun har søgt at skildre krigens konsekvenser for den enkelte såvel som i et lidt større perspektiv. Læseren hører ikke blot om hvad, der sker i Esbjerg men også om hvad, der sker i Danmark generelt. Bogen savner desværre noget nerve og kant, men vil kunne nydes af alle der værdsætter en stilfærdig fortælling med afsæt i det hverdagsnære. ”Pigen fra Vestkysten” har små interessante overraskelser indlagt i bogens sidste del, men der lang vej derhen. Så du skal vælge bogen, fordi du værdsætter forfatterens gedigne research og flair for at portrættere familieliv, relationer, provins og besættelsestid. Det gør hun til gengæld fint og ærligt.   

Pigen fra Vestkysten

En roman om besættelsen

Forfatter: Claudia Westh Lonning

Forlag: Forlaget Forfatterskabet.dk

500 sider. Hæftet

Udgivelsesdato: D. 4. 6. 2021.

Anmelder: Nønne Lønne Votborg

Hør om mordet på præst Poul Hans Bentzen: