Petra von Kants bitre tårer er den niende spillefilm af Rainer Werner Fassbinder, og den er baseret på et teaterstykke, som han også har skrevet. Man kan ikke undgå at lægge mærke til, at han i dette kammerspil bruger mange af de samme skuespillerinder som også optrådte iFrugthandlerens fire årstider. Dette minder mig om, at jeg engang fik fortalt, at da Fassbinder manglede penge til at lave film og teater, lod han sine dedikerede skuespillere prostituere sig for at samle penge. Det skal siges at jeg ikke har fået denne historie bekræftet.
Petra
Petra von Kant er en kendt tøjdesigner der bor sammen med sin tjener Marlene. Petra befinder sig primært i og omkring sin seng, hvorfra hun konstant giver Marlene hverdagsopgaver. Alt fra at bringe morgenmad og tage telefonen til at lave hendes tøjdesign for hende.
En dag kommer Petras veninde Sidonie på besøg, og igennem dette besøg introduceres Petra til Karin, som bliver hendes store kærlighed. Petra inviterer Karin tilbage, allerede efter deres første møde. Ved det andet møde forfører hun den unge Karin, lokker med muligheden for at blive hendes nye model.
Marlene
På et tidspunkt imod slutningen af filmen, ser vi mannequinerne i huset, hvilke alle forestiller kvinder, placeret i og ved sengen. To placeret ovenpå hinanden i sengen og en tredje der står og kigger på. Denne tredje er helt klart Marlene, den som registrerer og dermed validerer hvad Petra foretager sig.
Der er ingen klasse der kan opretholde sig selv uden forholdet til en anden klasse. Petra har brug for, at kommandere med sin tjener, at vise sin egen styrke og lade tjeneren vide, at det er hende der bestemmer og at hun som tjener i hvert fald ikke skal vise følelser, eller i det hele taget være følelsesmæssigt engageret i Petras personlige liv. Samtidig har Petra brug for Marlene til at registrere hvad dette personlige liv, som hun ikke må forbinde sig til følelsesmæssigt, går ud på. Marlene skal være investeret i Petras liv, men på en måde så at denne investering er forbudt. Paradokset kan illustreres fint med det klassiske eksempel, som er forholdet imellem kongen og hans undersåtter. Undersåtterne tror at kongen er konge grundet en særlig kvalitet ved ham som person, og kongen har brug for at holde dem i denne illusion, da han ved på et mere eller mindre bevidst niveau, at han kun er konge fordi de tror at han er det. De skal altså være investeret nok i ham til, at han kan kræve sin symbolske titel, men deres investering må ikke overskride den magt som titlen udgør, da de så ville finde ud af, at der ikke er noget særligt ved kongen selv.
Når Petra fortæller om sine tidligere ægtemænd, der alle er døde, og Marlene i baggrunden står og græder, så ser jeg ikke dette, som om Marlene har sin egen historie. Hendes følelser er et produkt af den uopnåelige fiktion, som Petra udgør for øjnene af hende. Petra har for Marlene den samme magiske, imaginære kvalitet, som kongen har for sine undersåtter. Marlene begærer Petra, som en slave begærer sin mester, og Petra har brug for hendes begærlige blik, men på en sådan måde at hun kan tage afstand fra det. Marlenes begær er kun validt såfremt Petra identificerer det som et overskridende, umuligt begær, det begær som hun, grundet sin symbolske rolle som kendt tøjdesigner, forventer af hendes fans. Hun er ingenting uden dem, men det hun er for dem er lige præcis en distance, et ønske, noget uopnåeligt.
Karin
Hvorfor har Petra brug for Karin? Eller hvorfor lige Karin?
Hvor både Petra og Sidonie har tre navne, har Karin kun to, og to simple navne endda. Petras datter, Gabi, kommenterer da også at Karin virker så ”almindelig”. Dertil kommer Karins egen udlægning af sin historie, hun kommer kort sagt fra arbejderklassen. Hun er med andre ord en del af den klasse hvis blik Petra har brug for for at opretholde sin symbolske identitet. Petras fascination af Karin er hendes fascination af det, som hun selv er en fascination for.
Petra beskriver selv sin attraktion som værende mere end kærlighed, et ønske om at eje Karin. Hun søger at styre det aspekt af den andens begær, som virker så intenst, så ukontrollabelt, det blik som så eksplosivt kommer til udtryk i Marlenes ansigt, når Petra vender ryggen til.
Fassbinders genistreg ligger i det forhold, som opstår imellem Petra og Karin efter Petras forsøg på at forføre hende. Det er ikke Marlene som henter drinks til Karin, det er pludselig Petra selv, som bevæger sig væk fra sengen. Dynamikken imellem dem ændrer sig fra, at Karin er blændet af Petras symbolske identitet, til at hun påtager sig en slags maskulin, afvisende rolle i deres forhold. Karin opdager med andre ord det, som kongen altid må skjule. Der er intet ved Petra, som privat person, der garanterer hendes symbolske identitet. Det er derimod denne rolle, som kendt tøjdesigner der altid går forud for hende som privatperson. Karin er kommet for tæt og har opdaget sandheden og det er dette der gør Petras fascination af hende til en besættelse. Hvis hun kan holde fast i Karin og bevise at Karin elsker hende, så vil dette i sig selv være et bevis på at Petra er mere end sin symbolske rolle, eller i det mindste at denne rent faktisk er en kvalitet ved hende. Uden dette bevis vil Petra være nødt til at indse, at alle kunne have befundet sig i hendes situation, at hun ikke er speciel og at distinktionen imellem hende og ”pøblen” er imaginær. Den produceres af ”pøblens” fantasi og er ikke et produkt af nogen specifik kvalitet ved Petra selv.
Rainer
Fassbinder har her skabt et tykt, veldrejet drama. På trods af at der er tale om et kammerspil, så har filmen en utrolig, visuel styrke. Kameraet er i konstant bevægelse, i færd med at fortælle historien imellem linjerne. Hele tiden skiftes fokus fra de talende skuespillerinder i forgrunden til andre ting/symboler i rummet, som ændrer fortællingens perspektiv.
8/10 (Den første Fassbinder film jeg har set, hvor der ikke var en pistol med, til gengæld var der heller ingen mænd med)
Produktionsår: 1972
Instruktion og manus: Rainer Werner Fassbinder
Medvirkende: Margit Carstensen, Hanna Schygulla, Katrin Schaake
Spilletid: 2 timer og 4 minutter