Så kan de store børn godt springe op på bananen for Pelle Pophår og hans homier fra modstandsgruppen for børns frihed POPA er igen på banen.
Siden Gunvor Reynbergs første bog om 12-årige Pelle Pophår fra 5. klasse har vi glædet os til til gensynet med Pelle og panodilpigen og det farverige persongalleri, som vi blev introduceret til. Der er Peles gamle oldefar, Olde-Pelle, der var med i modstandsgruppen BOPA under 2. Verdenskrig. Pelle har søstrene Freja og Liva og hans friske forældre har været bz-ere i deres unge dage. I den forbindelse får vi historien om Allotria, hvor det lykkedes alle besætterne at forsvinde gennem en underjordisk tunnel, da politiet efter en måneds tids stormede det besatte hus. De har også en rumænsk ven, Arnold, der denne gang optræder som Guldmalet statue og fremragende hjælper til POPA.
Pophår og vennerne bliver engagerede i den marokkanske dreng Aziz skæbne. Aziz er født og opvokset i Danmark og er dansktalende, men myndighederne vil alligevel sende ham til Marokko, hvor han ikke har noget at gøre.
Samtidig skal indenrigsministeren på besøg på Pelles skole, og Pelles klasse skal være med til at organisere arrangementet. Den chanse kan den gode Pophår ikke lade gå fra sig, og han sørger for, at der kommer pressedækning for Aziz’s sag, så det basker. Venner og klassekammerater sørger for vild forvirring med bannere og tilråb, så livvagten blive distraheret akkurat så meget at Pelle med hjælp fra Arnold kan låse sig sammen med ministeren med en kraftig jernkæde.
Derfor er der fuld TV-dækning, da Pelle fortæller om Aziz og hans helt uretfærdige udvisning.
Vi får ikke at vide, hvad det ender med med Aziz, men det er også processen, der er det vigtige. Børn har også ret til at lade deres stemmer høre. Demokratiet og ytringsfriheden bør gælde for alle, og selvom det kan være svært at blive synlig og hørt i det konstant skiftende nyhedsbillede og -formidling, må man kæmpe for at komme til orde.
Bogen har en målgruppe på 8 – 12 år, og den er tilstrækkelig læsevenlig, til at børnene selv kan binde an med den, men den er også velegnet til oplæsning – f.eks. i skolens spisepause, for der er masser af holdninger, man kan diskutere.
Historien hænger sammen, og den bliver fortalt med en hel del humor. Sjov, lærerig og spændende læsning.
Pelle Pophår og Mission Præmieperker
Forfatter: Gunvor Reynberg
144 sider
Forlag: Høst og Søn
Udg.: 30.08.2012
5 glober
Jan Vandall