Endnu en erindringsbog i lighed med Bag volden af Ulla Dueholm. Der er ni års afstand mellem de to forfattere men flere fællestræk i deres erindringer. Det udmærkede ved begge bøger er, at de fokuserer på det væsentlige, på det der måtte være interessant i tiden, hvorfor de også kan læses af mennesker uden for den nærmeste familie, ligesom begge bøger er behageligt fri for irrelevante detaljer. Måtte form og længde være til inspiration for andre selvbiografer.
Dorothea er født i 1944 i Sydselsvig. Hendes far er modstander af nazismen og lader derfor sine børn frekventere danske skoler. Det er Dorothea senere stolt af, men i barndommen giver det hende store vanskeligheder, som hun først får lært at leve med, da hun er blevet voksen og selv har fået børn.
Den første brist i tilliden til forældrene finder sted, da hun som femårig sendes til Danmark på ferieophold. Det er ment som en omsorgsfuld gestus fra både forældre og de danske plejeforældre, men for en femårig, der ikke har lært dansk, er det nærmest et overgreb. Dorotheas storesøster, der også har været i Danmark i samme periode men ikke samme sted, kan ved hjemkomsten til Harrislee ikke længere tale tysk, og det tolker forfatteren som udslag af det traume, hun har været udsat for ved adskillelsen fra forældre og søskende.
Splittelsen mellem den danske og den tyske verden følger med hele livet, og først relativt sent i livet lærer forfatteren at opfatte de to verdener som en berigelse.
Velskrevet og på sine steder rørende beretning om livets op- og nedture.
Dorothea Petersen
149 sider
mellemgaard
Udgivet: 03.12.2012
Birte Strandby
