Zionister laver bedre falafler end fascister, men fascister laver bedre pastaretter; fascister er håbløse til at lave havregrød og couscous på fascistisk vis er noget hundeæde.

… Franskmænd spiser helst ikke noget som kan forklares på under tyve minutter …

Så fik vi det på plads, og det er ikke det eneste, vi får klart udlagt i denne lille bog med de hæsblæsende og ret velklingende ordkaskader, der løber læseren overende og glider over i det næste emne, før man har haft en chance for at fordøje det der skete for fem sætninger siden.

Ellers bliver mødrene forvirrede og får ammehjerne som på islandsk kaldes at lide af bryst-tåge og det er grunden til at kvindelige chefer har så lav løn.

I 24 digte fremstiller forfatteren vores verden med de mange overvældende problemer, klimaproblemer, flygtningekrise, uoverstigelige uoverensstemmelser i politik og religion. Fra Digt om ansvar kan vi lære, hvem der er skyld i hvad:

Asiaterne bærer ansvaret for Konfutse, de gamle bærer ansvaret for Sokrates, og de unge bærer ansvaret for Twitter.

Muslimerne bærer ansvaret for reformismen, mændene bærer ansvaret for arbejderkampen, kvinderne bærer ansvaret for samfundsmoralen.

Det er interessant, at Oratormonologer dukker op samtidigt med Korrekthedsbibelen. I sidstnævnte fortælles, hvad vi skal skamme os over og den supplerer således fint fordelingen af ansvar og skyld i Oratormonologer.

Der er en vis progression i digtene. Kort efter midten findes digtet En bedre verden, senere kommer Den menneskelige tilstand med de nedslående kommentarer: Der er ingen kur. Der er ikke noget at gøre ved det. Som det næstsidste digt kommer Tilgivelse, hvorefter digtet Prioriteringer ender med: Og så kan vi dø ud.

Alt i alt et dystert blik på en ødelagt verden med handlingslammede mennesker, men fremstillet i en rivende ordstrøm der nok kan gribe læseren.

Oratormonologer

om små og store samfundsspørgsmål

Eríkur Örn Norðdahl

Oversat af Nanna Kalkar

138 sider

Forlaget Torgard

Udgivet: 2018

Birte Strandby