Hvis man har set filmene Oppenheimer og Barbie, så ved man alt om, hvilke forfærdelige dilemmaer amerikanerne lever med.

Oppenheimer er en fremragende film. I begyndelsen kæmper man som tilskuer lidt med klipningen, der har både frem- og tilbageblik tidligt i filmen, men siden giver det god mening, og måske er netop klipningen årsagen til, at tre timer ikke føles som lang tid. 

I begyndelsen ser vi den unge Oppenheimer, der forsøger at forgive sin kritiske underviser med et grønt æble. Læreren spiser ikke æblet, i stedet er Niels Bohr – spillet af Kenneth Branagh – lige ved det, men modsat senere i livet får Oppenheimer afværget DEN katastrofe.

Ellers handler det om Oppenheimers vej mod udviklingen af atombomben undervejs suppleret med efterspillet for Oppenheimer, billeder fra hans privatliv og klip fra tidens kriser og krige.

Oppenheimers privatliv er kun en lille del af filmen, men også her er voldsom dramatik og tragedie. En elskerinde begår selvmord, og Oppenheimer får tilsyneladende kolikplagede børn, der driver deres mor, Oppenheimers hustru, til vanvid.

Siden får Oppenheimer mulighed for at sætte forskerholdet, da han bliver gjort til leder af Los Alamos Laboratory af generalløjtnant Leslie Groves – spillet overbevisende af Matt Damon – der står for Manhattanprojektet. Både Einstein og Bohr har signifikante, omend beskedne roller i filmen. Oppenheimer vil gerne have Bohr med i sit arbejde, også for at forhindre Heisenberg der arbejder på atombombeprojekt for Nazityskland i at finde sammen med Bohr, men Bohr foretrækker at blive i København.

Tilskueren følger på skift arbejdet i laboratoriet frem mod prøvesprængning og siden angrebene mod Hiroshima og Nagasaki og den senere høring der ender med at tilbagekalde Oppenheimers sikkerhedsgodkendelse og underminere hans status, efter at han i 1949 har udtrykt kritik af brintbomben. Høringen er tæt på en farce, som den gennemføres mens den tromler Oppenheimers rettigheder med bemærkninger som ‘det er jo ikke en retssag’.

Robert Downey Jr. spiller Lewis Strauss, der indtil 1950 var leder af AES, U.S. Atomic Energy Commission. Strauss spillede en afgørende rolle i den komité der fratog Oppenheimers sikkerhedsgodkendelse. I filmen skyldes Strauss’ tiltagende fjendtlighed angiveligt også en personlig fornærmelse

Vi får det hele med – atomprøvesprængning så biografen ryster, og lydeffekter der sidder i kroppen længe efter, at man har forladt biografen. Hvad vi også får er et indtryk af Oppenheimers voksende dårlige samvittighed, der får ham til at stå af brintbomben, og så får vi et møde mellem amerikanske ledere, der i uhyggelig grad minder om mødet mellem tyske ledere i filmen Conspiracy fra 2001, der gengiver Wannsee konferencen. Og det er måske Oppenheimers allermest uhyggelige scene: mennesker der sidder roligt og diskuterer, hvordan man bedst arrangerer andre menneskers død. Som oplevet gennem Hannah Arendt. Her lades alt håb ude, for ingen af de tilstedeværende nævner det katastrofale med et ord. Det er mennesker der samvittighedsfuldt udfører en opgave, de er blevet pålagt.

Herudover har de to film – Conspiracy og Oppenheimer – det til fælles, at castingen er betagende – Rami Malek har i øvrigt en lille, men bemærkelsesværdig rolle som sandhedsvidne i Oppenheimer, at det er glimrende, meget tankevækkende film, og at de på skræmmende vis fortæller noget meget væsentligt om mennesker og verdens gang, og hvorfor vi ikke rigtigt er nået længere.

Oppenheimer

2023

Instruktør: Christopher Nolan
Manuskript: Christopher Nolan, Kai Bird, Martin Sherwin

Skuespillere: Cillian Murphy, Emily Blunt, Robert Downey Jr., Matt Damon, Rami Malek, Alden Ehrenreich

Birte Strandby