Ondt er begyndt af Javier Marias er en stort opslået roman, hvor man allerede på bogens omslag læser referencer til så markante kæmper inden for litteraturen som Cervantes og Umberto Eco – der er altså, fra redaktionens side, ikke sparet på forventningspresset.

Marias er da også et anerkendt navn med flere populære titler bag sig, og han beskrives desuden ofte som et af Spaniens største nutidige forfatternavne.

Men jeg kan da lige så godt starte med at indrømme, at bogen for mig blev en ret stor skuffelse at kæmpe sig igennem – for her er tale om en tung fætter på knap 550 sider.

Fortælleren, en ung mand – veluddannet og intellektuel, men dog alligevel mest drevet af sine lyster og hang til intriger – bliver viklet ind i et spind af utroskab, gamle løgne, og en jagt på fortidens hemmelige handlinger.

Han ansættes hos den berømte filminstruktør Muriel og kommer ofte i dennes husholdning, hvor han betragter det, mildt sagt, akavede familieliv som en flue på væggen. Muriel er gift med den frodige skønhed Beatrice, som han tilsyneladende uden grund foragter, ydmyger og mishandler verbalt. Læseren bliver dog hurtig gjort opmærksom på, at De Vere er seksuelt tiltrukket af Beatrice og det er med et voksende begær, han, for det meste i skjul, betragter hende.

Fortælleren, De Vere, bliver efterhånden en del af Muriels omgangskreds som bl.a. tæller den tvetydige Doktor Van Vechten. Tvetydig fordi han på trods af sit evige smil og sin alfaderlige tone alligevel i sine ord og handlinger afslører en skyggeside, som vi først mod romanens slutning bliver fuldt indviede i.

Plottet er godt skruet sammen og giver i sig selv masser af anledninger til at overveje store spørgsmål som bl.a. hvornår er man et godt eller et dårligt menneske? Hvilke former for bedrag skal man tilgive sine medmennesker? Og kan man retfærdiggøre at omgås mennesker om hvem man ved, at de har begået noget frygteligt? De forskellige overvejelser flettes fint ind i forskellige lag, der dækker såvel de personlige interrelationelle forhold som de historiske rammer om Spaniens tid under og umiddelbart efter Franco. Fortællerens rolle i romanen er desuden i sig selv interessant, fordi De Vere på en side fungerer som en tilsyneladende udenforstående betragter, men på den anden side tydeligvis har, eller i hvert fald udvikler, personlige interesser i enkelte karakterer og episoder. Denne dobbelthed i fortællerens rolle supplerer bogens temaer og øvrige plot rigtig fint. Romanens store problem er sproget og længden.

Af flere anmeldere er Marias blevet skamrost for sin snørklede skrivestil, hvor pointerne ofte trækkes i umådelige langdrag. For undertegnede bliver det alt for meget og ikke af det gode, men af det helt ligegyldige og unødvendige. Sproget fylder uproportionelt meget i forhold til indholdet og man fornemmer, at forfatteren simpelthen er for glad for sin egen stemme. Og det er ærgerligt, for bogen havde nok været virkelig god, hvis den havde været et par hundreder sider kortere.

Men for retfærdighedens skyld skal det nævnes, at det netop er dette spørgsmål, der deler vandene mellem anmelderskaren. Bare i Danmark har bogen modtaget alt lige fra seks hjerter (Politiken) til to stjerner (Jyllands-Posten). Det lader til, at man kan høre til en af disse to typer af læsere, der enten er så begejstrede for Marias’ sprog, at de slet ikke kan få nok, eller som mener, at sproget fylder for meget og bliver et handikap for en ellers kløgtig og spændende historie. Jeg hører selvsagt til sidste gruppe og må tilmed erkende, at jeg ikke er enig i, at sproget er så fantastisk som det ofte roses for at være.

Javier Marias

ONDT ER BEGYNDT

Oversat fra spansk af Iben Hasselbalch

544 sider

Udgivet 19. august 2016

Gyldendal

Tea Stræde Spile