Det er en god ide at bruge kroppen som transportmiddel.
Hvad skaber et sundt liv? Det gør de sunde vaner, og i denne lille letlæste informationstjeneste formidler Klarlund essensen af den dokumenterede viden om de sunde vaner: motion, motion, motion, rødvin, kaffe og sex.
Og i den lidt mere udførlige udgave, kan den fysiske og mentale sundhed samles i ni råd: Familie, mening med livet, social sammenhængskraft, vin, grøntsager og masser af fysisk aktivitet livet igennem. Især det sidste, fysisk aktivitet, understreges flere gange undervejs. Det handler ikke nødvendigvis om at besøge fitness centret, men derimod om hyppig aktivitet som for eksempel den man kan få i forbindelse med hus- og havearbejde. Der kan også hentes noget motion ved at skrue ned for den mekaniske hjælp, bruge cykling og gang til den daglige transport og tage trappen i stedet for elevatoren.
Cykler du frem og tilbage til arbejde har du 45 procent mindre risiko for at udvikle kræft og 46 procent mindre risiko for at få en hjerte-kar-sygdom.
Alle anbefales en halv times motion dagligt, men sidder man mange timer bag en skærm, bør man motionere i en time dagligt.
Alkohol i begrænsede mængder er af det gode, ligesom kaffe kan være en berigende vane trods sit dårlige rygte.
Om Vaner er overskuelig og bekræfter for en stor del det, vi allerede ved om sundhed og motion. Der er henvisninger til øvelser for alle niveauer – syg, frisk, gammel, svag – på aktivsundhed.dk. Herefter er der ikke flere undskyldninger for ikke at få styr på sundheden.
Om Vaner
Bente Klarlund Pedersen
62 sider
Gyldendal Kolibri
Udgivet: 2020
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks