I Gyldendals Kolibri-serie er bogen ”Om kærlighed” af Henrik Pontoppidan udkommet. Hvis du ikke genkender titlen, så er det fordi det ikke er en roman eller novelle af den kendte forfatter. Det er derimod en ny lille bog, der samler en håndfuld litteraturuddrag af forfatteren, der alle centrerer sig om emnet kærlighed. 

”Om kærlighed” er en af flere små bøger i den ny Kolibri-serie, som så dagens lys i 2020 i anledningen af forlaget Gyldendals 250 års fødselsdag. De ønskede derfor at hylde både nulevende og afdøde store forfattere, der i disse små bøger kan opleves i mindre tekststykker. Bøgerne har et lille handy format, der gør dem perfekt til at tage med i tasken hvor som helst, ligesom de er ideelle til værtindegave. 

Henrik Pontoppidan kendes især for sit store værk ”Lykke-Per”, som læseren også stifter bekendtskab med her i ”Om kærlighed”. Vi får nemlig lov at læse en smuk passage om Pers møde med den søde Fransisca, med hvem han går lange ture og erkender, at han ikke før nu har forstået, hvad kærlighed ér. En ny verden åbenbares og Per bliver ridderligheden selv. Samtidig hører vi om Jakobe, der er forelsket i Per. Hun sender ham blomster hver dag og hitter på undskyldninger for at komme til at tale med ham. Men kan Per  udtrykke sin kærlighed til hende?

I ”En kærlighedshistorie” fra bladet ”Ude & Hjemme” møder vi Grethe fra nøjsomme kår, der mod sin vilje må gifte sig med den forkrøblede Morten Pers, da det er forældrenes vilje. Hendes veninde – den mere velstillede præstedatter – Ellen-Lisbeth – udtrykker sin harme, fordi der ikke er tale om kærlighed, men om fornuft. Men nok er Morten Pers er forkrøblet, men derfor kan han stadig være en god og rar mand for sin Grethe. 

”Om kærlighed” indeholder desuden en kort passage fra ”Ung elskov” og fra Pontoppidans sølvbryllupstale til sin hustru i 1917. Bortset fra sidstnævnte tekststykke, mangler teksterne angivelse af årstal. Det må betragtes som værende en decideret fejl! 

At læse denne fine lille bog om kærlighed er dejlig læsning. Det er et fint og indbydende møde med Pontoppidan for de læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med denne dygtige forfatter. Her får man ved selvsyn oplevet, at han ikke er så svær tilgængelig sprogligt og har så meget at byde på. Hans syn på kærlighedens væsen er i sagens natur farvet af datidens normer og værdier. Men der er også nogle af hans betragtninger, der går på tværs af tid. Hans indsigtsfulde måde at skildre, hvordan vi møder kærligheden på er i sig selv værd at nærlæse. Det er fornemt iagttaget. At sproget ydermere er smukt, gør det kun endnu mere berigende at læse. Fx.: ”Det opstemte ømhedsvæld i hendes bryst, den brændende hengivenhedstrang, der fra hendes barneår havde voldet hende så mangen bitter ydmygelse, kunne nu endelig få udbrud”. 

Glæd dig selv eller en du holder af med denne fine lille bog om kærlighed. Eller tjek de øvrige udgivelser fra Gyldendal Kolibri-serie. Her gemmer der sig mange skønne perler, men man kunne godt have ønsket at der var brugt lidt flere ressourcer på udgivelserne. Jeg savner et forord, der præsenterer forfatteren i detaljer og begrunder, hvorfor det pågældende emne belyses ud fra pågældendes forfatterskab. Redaktøren kunne evt. fortælle, hvorfor de pågældende tekststykker er udvalgt. Hvor ville jeg gerne se, at redaktøren eller redaktionen for Kolibri-serien var synlig, men det håber jeg bliver til virkelighed fremadrettet. 

Gyldendal Kolibri er desuden navnet på en gratis podcastserie, der også er værd at stifte bekendtskab med. Her har kulturjournalist Ida Herskind ordet og sætter fokus på Kolibri-serien. Der læses tekstuddrag op af de to skuespillere Katrine Greis-Rosenthal og Martin Greis-Rosenthal. Ida Herskind får også besøg af en række kendte personer, der samtaler om de store forfatterskaber, som serien omhandler. 

Jeg anbefaler dig at starte 2021 ud med at læse ”Om kærlighed”, så du kan reflektere over et af livets allerstørste tematikker. God fornøjelse! 

Om kærlighed

Forfatter: Henrik Pontoppidan

Forlag: Gyldendal Kolibri

62 sider. Hæftet

Udgivelsesdato: 1. 12. 2020

Anmelder: Nønne Lønne Votborg