Odelsret til Danmark

Endnu en bog fra en af dem der måske havde foretrukket at hegne landet ind bag pigtråd i forventningen om, at pigtråden matchede kolonihaveidyllen bedre end den brunøjede pizzamand.

Budskabet er stort set det samme som man kan finde hos Morten Uhrskov Jensen i Indvandringens pris og hos Kasper Støvring i Sammenhængskraft, om end retorikken er mere ubehagelig hos Carlsen. Løsningsforslagene afviger, men hvor Uhrskov Jensen hælder til, at Danmark indgår i forbund med Rusland, der har bekvemt mange ressourcer, som danskerne ellers kunne komme til at mangle, så finder Carlsen, at Danmark hører sammen med USA og Canada. Desværre overser alle tre forfattere – måske med overlæg – at Danmark er på en skamfuld ottendeplads, når det gælder forbrug af de fælles ressourcer, og at vi både som medansvarlig for klimavanskelighederne og som krigsførende nation er med til at skabe flygtninge. Desuden ignoreres det faktum, at et globalt samarbejde vil være en nødvendighed, hvis vi skal kunne tackle den kommende knaphed på vand, luft, jord, olie. Her kan man passende fremdrage Kant og Egon Clausens klare svar på forslaget om isolation fra det store – globale – fællesskab:

Forskansning er en meget kortsigtet løsning på planetariske problemer.

Carlsen inddrager forskellige statistikker over blandt andet intelligensforskelle mellem nationaliteter – frit efter Helmuth Nyborg og dennes mangelfulde, fejlbehæftede forskning på området – og beskæftigelse blandt indvandrere. I sidstnævnte forbindelse kan fastslås, at Eriksens og Sørheims Kulturforskelle ikke er inddraget i argumentationen, idet denne udmærkede bog dokumenterer en stigende erhvervsfrekvens afhængigt af hvor længe indvandrere opholder sig i Danmark og afhængigt af uddannelse.

’Et samfund af individualister skaber kun modsætningsforhold’ skriver forfatteren og roser fortidens store personligheder: H. C. Andersen, Holberg og Lumbye for ikke have tænkt individualistisk og kortsynet, men netop de tre var da om nogen individualister, hvorimod mange af de indvandrere, vi modtager er kollektivister, der tænker på familien frem for individet, så her er det lidt vanskeligt at følge argumenterne.

Det er desuden forfatterens teori, at vores velfærdssamfund bygger på altruisme, men det er vist en tilsnigelse. Velfærdet er begyndt med arbejdsgivernes behov for en vedligeholdt arbejdsstyrke, og her i individualismens tidsalder betaler danskerne for at andre skal passe vores børn og gamle. Hvad har det med sammenhængskraft/kollektivisme at gøre?

Demografikortet trækkes også frem, men måske ville informationen bliver mere præcis ved en konsultation af Hans Kornø Rasmussens Den danske stamme: