Portræt af et land i krig

Sune Engel Rasmussen har boet og rejst i Afghanistan efter 9/11 og fortæller her om den unge generation, og hvordan landet ser ud på tæt hold. I Vesten har vi gjort Taleban til den store skurk, men for den enkelte afghaner er forskellen mellem Taleban-krigere og den lokale milits, som amerikanerne har bevæbnet for at bekæmpe Taleban, måske ikke så stor.

Vi hører i Vesten ofte om Talebans kvindesyn, men Taleban er ikke nødvendigvis den største forhindring for kvinders ligestilling. Det er derimod kvindernes familie og den opfattelse af kollektivet der gør kvindens ære identisk med familiens ære. Ydermere har Vesten støttet krigsherrer der undertrykker afghanerne i lige så høj grad som Taleban gør, og vestlige soldater har begået overgreb og drab. Der er ingen grund til at tro at de vestlige ideer om frihed og demokrati skulle være specielt spiselige for afghanerne. Det er desuden nødvendigt at tage med i betragtningerne, at Taleban udspringer af afghansk kultur og historie, selvom de fleste afghanere ikke er tilhængere af bevægelsen. Måske har de vestlige landes indblanding oven i købet gjort tingene værre, som når Taleban ytrer, at hellig krig er den gode muslims pligt, og børn er særligt egnede, fordi de ikke kan straffes af regeringen, der har indgået aftale med vestlige regeringer om overholdelse af menneskerettighederne.

Hvad der også er værd at bemærke, er at opiumsproduktionen i Helmand, der supporterer Talebans økonomi er eksploderet siden 2001. I 2001 fyldte opiumsmarkerne et område på størrelse med Rold Skov, og i 2016 et område på størrelse med Fyn. Afghanistan producerer nu 80 % af verdens opium og heroin, det vil sige mere end Columbia, Mexico og Myanmar til sammen, og en fjerdedel af Talebans indtægter kommer fra opium.

Hvis Vesten vil gøre noget for Afghanistan, kan man indlede med at begrænse efterspørgslen efter opium i egne gader, siger en adspurgt afghaner.

Forfatteren maler baggrunden op for læseren. Det er stadigt en krigszone, styret af Taleban eller lokale militser med adgang til amerikanskproducerede våben. Vi følger de tre unge afghanere, Omari, Saif og Zahra, der hver har deres drømme om fremtiden. Zahra bliver tidligt gift med en voldelig mand. Trods hans stofmisbrug er hun loyal, selv når han slår hende foran børnene, men da han forsøger at brænde det hus, hun og børnene opholder sig i, kommer skilsmisse trods alt på tale. Børnene tilhører svigerfamilien, men Zahra flygter til Kabul med dem, og det lykkes hende at skabe en fornuftig tilværelse der sikrer hendes børn mad og skolegang – blandt andet ved at arbejde for vestlige NGO’er i Kabul. Zahra er en af dem, der kommer til at præge fremtidens Afghanistan.

‘Nyt blod’ fortæller i store træk samme historie som Nagieb Khaja udgav i 2011 ‘Historien der ikke bliver fortalt’, omend med mere håb for fremtiden.

Nyt blod

Sune Engel Rasmussen

Portræt af Afghanistans generation 9/11

300 sider

Gyldendal

Udgivet: 16.04.2019

Birte Strandby