Nye Stemmer er en rigtig interessant udgivelse. En samling noveller og enkelte digte skrevet af forfattere med anden etnisk og kulturel baggrund end dansk, der er det flotte resultat af Gyldendals og Berlingske Tidendes etniske forfatterkonkurrence. Vi har fået en række spændende tekster fra forfattere, der lever i ”kulturelt eksil” – i mellemrummet mellem en dansk og en fremmed kultur, hvor din identitet er en ret så svær tilgængelig størrelse.

Samlingen indeholder både den rå tekst af Öztürk med biltyvens sidste tanker, da han smadrer bilen og sig selv; syv siders dirrende beskrivelse af en tabers sidste splitsekunder. Vi bliver præsenteret for vestens tomme underholdningsindustri, som bestemmer parametrene for livskvalitet, og vi møder det dæmpede og indeklemte ungdomsoprør i etnisk perspektiv med dets søgen efter ståsted og mening. Natlæge er en tragi-komisk fortælling om fremmedgørelse og død, der er rigtig uhyggelig i eftertanken. Idrissis novelle om Allahs belønning er både rigtig morsom og samtidig en interessant påmindelse om, at afstandene i den muslimske verden er lige så store som i den kristne ditto, vi har alle masser af konformistiske, bagstræberiske fundamentalister at kæmpe mod.

Med 14 forfattere er der selvfølgelig tekster, jeg finder bedre end andre, men alt i alt er det en gedigen udgivelse, der giver et sjældent og nuanceret indblik i ”de andres” opfattelser af verden – og muligheden for at konkludere, at ved Gud Allan hvor er vi egentlig ens og har de samme problemer uanset hvor, vi kommer fra.

Redigeret af bl.a.: Naja Marie Aidt og Rushy Rashid

Forlag: Gyldendal

167 sider

Jan Vandall