Nu sidder vi kønt i det! – Anekdoter fra Christiansborg og omegn

Humor er en mangelvare på det store bogmarked, og det er nok årsagen til, at man begærligt griber ud efter alt, hvad der kan få en til at trække lidt på smilebåndet. Hvilket forklarer eksistensberettigelsen for en så tyndbenet affære som denne bog.Indrømmet, der er gode historier i bogen. For eksempel da der spørges til venskabet mellem Pelle Voigt og Søren Pind. ”Det har været ret uproblematisk,” siger Pelle Voigt, ”men politisk set, synes jeg jo hellere, han skulle synge”.

Eller da Viggo Kampmann leverede kronikker til et sjællandsk dagblad. Da det kom til aflønning, sagde han: ”Kan du ikke bare sende mig noget rødvin. Siden jeg indførte kildeskatten, har der ikke været noget ved at tjene penge.”

Eller Jakob Haugaards efterhånden velkendte programpunkter, da han blev valgt til folketinget: Folk uden humor tildeles mellemste invalidepension, Nutella i feltrationerne m.fl.

Eller da Engell blev justistminister og Knud Erik Kirkegaard arbejdsminister (begge konservative), hvor Poul Nielson sagde. ”Nu har de en engel og en kirkegård, så mangler de bare en graver.”

Det er bemærkelsesværdigt, at så mange ældre politikere har givet anledning til anekdoter. Hækkerup og Skytte optræder ofte, og der er en ret stor samling om politikere med hang til de våde varer, fra før Snapstinget blev moderniseret. Om Thomas Have blev sagt, at han i lige så høj grad var medlem af Snapstinget som af Folketinget.

Forfatteren har gjort sig stor ulejlighed med at beskrive set-up”et, og det gør læsningen lidt træg. De fleste af anekdoterne er ikke noget særligt, eller måske skulle de bare have været oplevet i stedet for genfortalt.