Det norske ”Kagge forlag” har bedt Suzanne Brøgger om at komme med et bud på, hvad man ser, når man betragter Norge udefra.
Men det, der skulle være en mindre pamflet blev til mere end 300 sider ”epistler og notater”, med rejsen fra syd til nord som bogens røde tråd. Brøgger rejser rundt i landet med tog, oplever landet og mødes med norske kunstnere, forfattere og tænkere for at danne sig et billede af landets tilstand. For hvem er de i dag, nordmændene, og er Norge i virkeligheden et moderne land, på linje med de andre nordiske lande?
Norge uddeler hvert år Nobels Fredspris, og landet optræder som fredsmæglere i store internationale konflikter. Samtidig klæder nordmændene sig frivilligt i folkedragter hvert år på nationaldagen og vifter glædeligt med nationalflaget, i ramme alvor.
Mange norske intellektuelle taler om Norge, som et land uden kultur. Og filosoffen Trond Berg, mener ligefrem at Norge, fordi landet er blevet så rigt fra den ene dag til den anden, er gået direkte fra vildmarken til dekadencen, og har sprunget civilisationen over.
Meget af nordmændenes nationalisme kan formodentlig forklares med landets historie, som underlagt først det ene så det andet af sine nabolande. Efter krigen besluttede Sverige sig for at industrialisere og modernisere, mens Norge brugte kræfter på at konstruere en identitet.
Gennem hele bogen er Suzanne Brøgger i dialog med forfattere og andre kunstnere, levende som døde. Det bliver til samtaler med blandt andre Karl Ove Knausgård, Tomas Espedal, Vigdis Hjorth, Erika Fatland. Samtidig er hun i dialog med afdøde forfattere gennem deres liv og værker, og vi møder på den måde også Henrik Ibsen, Sigrid Undset, Knut Hamsun og Karen Blixen. Forfattere er vor tids eneste originaler, mener Brøgger. De er mennesker, der bevidst overgiver sig til det ubevidste. Forfattere opholder sig meget alene, står udenfor det hektiske hverdagsliv, og kan derfor betragte det udefra.
Et par af de forfattere Brøgger møder, er nogle af hovedmændene i den strømning, vi i dag kalder autofiktion. Brøgger spørger ind til, hvad forskellen er på det, der i 70’erne blev kaldt ”bekendelseslitteratur” og det som nu går under betegnelsen autofiktion? Er det bekendelseslitteratur, hvis det er skrevet af kvinder? Og hvis kulturen er truet, og vi er så åndeligt fattige, hvorfor bliver der så flere og flere forfattere? Hvorfor vokser bogmesser og læsekredse så vildt?
Man får meget at vide om Norge ved læsningen af ”Norsk omelet”.
Norge er det land i verden hvor befolkningen flyver mest. Men Norge har besluttet sig for at være co2-neutral i 2050. Det klareste drikkevand fra Telemark ejes af Coca – cola, og ”Hurtigruten” har i nogle år været på engelske hænder. Norge var også landet, som var først med såkaldt slow-tv: en 7 timers togrejsen fra Oslo til Bergen blev vist på tv i realtid.. Og det skorter ikke med ideer til nye programmer i samme genre. I den hypnotiserende afdeling er en ide om et program, hvor man ser maling tørre. Norges svar på zen, mener Brøgger. Man overvejer også et program med arbejdstitlen fra får til sweater, hvor man ser mænd og koner karte, spinde og strikke i døgndrift, til de falder i søvn.
Suzanne Brøgger kommer vidt omkring i sin bog, helt konkret fra Oslo til Trondheim, op over polarcirklen og til Lofoten når hun, mens hun diskuterer flygtningekrise, udkantspolitik, global opvarmning og tv-serien Skam. Og det begrænser sig naturligvis ikke kun til Norge, for verden hænger jo sammen, og det kommer til at handle om ikke bare Europa, men hele den klode vi sammen bor på.
Og det er værd at tage med på denne rejse. Suzanne Brøgger er en god, erfaren rejsefører, som tager læseren med på en personlig, alsidig og overraskende tur, som man ikke kan undgå at komme klogere og rigere hjem fra. Og måske endda lidt mere håbefuld på klodens vegne.
Norsk omelet
Suzanne Brøgger
Gyldendal
338 sider
Udkommer 24. april 2018
Maibritt Lindblad
