På en måde er Nord prototypen på fantasy. Et almindeligt barn lever stilfærdigt i vores almindelige verden, og en dag sker der noget, så hun pludselig bliver hovedrolleindehaver i et overnaturligt drama om vores verdens overlevelse. Det er en fortælling vi har hørt rigtig mange gange, men her har den fået en ny dimension i den nordiske mytologi, og så er den værd at høre igen.
Den er helt gal med verden: Stormfloder, oversvømmelser, orkaner, isen smelter ved polerne. De tre norner ved, hvad problemet er: Nidhug, den afskyelige orm, har snart ædt alle Yggdrasils rødder, og der skal handles hurtigt, hvis jorden skal reddes. Heldigvis har de tre norner et hemmeligt våben: Pigen Nord Stardust Jensen der er 14 år gammel.
Nord har været på indkøb, og da hun kommer hjem, er hendes mor forsvundet. Nornerne får hende sendt af sted for at finde sin mor og redde verden. Det bliver en strabadserende tur hvor Nord møder mange truende eksistenser, hvoraf dem der færdes hjemmevant i nordisk mytologi vil genkende nogle.
En af fjenderne er Sejr, der vil bygge en raket. Dværgene der er gode smede står for fremstillingen.
Til og med var de flinke folk, der ikke gik op i arbejdstider …
Sejr er bemærkelsesværdig, fordi han er et produkt af mytologien men med på fitnessbølgen, og storforbruger af den moderne verden, hvorimod nornerne, Mimer og Nidhug stadigt mest opererer i den mytologiske.
Illustrationerne er den halve fortælling og understreger raffineret også det mørke og farlige. Det er en spændende historie. Betragter man den som et billede på nutiden – så har Sejr måske lighed med Trump – og så er historien anderledes alvorlig. Men den slutter godt.
Camilla Hübbe
Nord
Illustreret af Rasmus Meisler
191 sider
Høst & Søn
Udgivet: Oktober 2017
Birte Strandby
Anmeldelse i Information: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/11/oekogyser-nordiske-gevandter