Gennemillustreret og raffineret kloning mellem en roman og en graphic novel om fantasiverdener med kvindelige superhelte i tekst og mangategninger.

Romanen er et konglomerat af flere historier. Hovedfortællingen handler om Robin, Kim og Navnepigen. Robin og Kim er venner og har i en del af deres barndom tegnet sig vej gennem eventyrriget Berghendia. Robins lillesøster, Navnepigen, der ikke er helt som andre børn, har også været med i tegneprocessen og er om muligt mere engageret end Kim og Robin. Da Robin og Kim ikke længere kan være venner, bliver Berghendia gemt væk til Navnepigens sorg. Kim derimod udmærker sig med sine fantastiske tegninger og bliver i en meget ung alder optaget på Kunstakademiet. Navnepigen forsøger sig også som tegneserietegner, og det får i første omgang nogle tragiske konsekvenser. Der er hyppige illustrationer i grå nuancer i denne del af historien.

Den anden historie handler om Berghendia og om prinsesse Leana, der går rundt et sted mellem liv og død men måske kan vende tilbage til livet. Her er ingen illustrationer, og først til sidst – og på bogens indersider – får vi et billede af Leanas eventyrverden.

Spredt mellem de to historier er anbragt fire tegneserier, de tre er Kims med superheltinden Kassandra Karat, og den fjerde omfatter Navnepigens superheltinde, Magneta, der er magnetisk – et effektivt supervåben – og lidt rundere end standarden for superhelte- og heltinder, og venligere: Hun går rundt og uddeler krammere.

Det lyder måske forvirrende, men der er sammenhæng i historierne, og tegningerne fortæller hele tiden, hvor vi er.

Alle historier ender godt takket være Navnepigen og Magneta.
Navnepigen

Kristoffer Leandoer

Illustrationer Åsa Ekström

Oversat af Anette Broberg Knudsen

175 sider

Turbine

Udgivet: 25.06.2013

For de 12 – 15 årige

Birte Strandby