Som et litterært Guernica eller et maleri af Michael Kvium er denne bog et billede på det frastødende i denne verden. Overgreb begynder hos forældrene og staten er endnu værre:

Ovenover slår de døren ind. Dem fra samfundet og staten.

Og så handler det om perversioner, vold, død og kannibalisme. Ind i mellem kommer der et link til den virkelige verden, og så kører det løs igen med brug og misbrug.

Moren sidder i rullestol og har en kæreste der hedder Dorte for så vidt man kan bruge ordet kæreste i forbindelse med deres mærkelige forhold. Faren hedder Jørgen. Han er borgmester og pædofil. Børnene Preben Preben og Janus er totalskadede og har ikke andet i denne verden end tilbøjeligheden til at tilfredsstille andres behov – også deres mors og fars. Prostituere sig eller håne.. Til sidst havner de hos en plejefamilie, men heller ikke det er præget af normalitet:

Forældrene fra kommunen får penge for drengene. Mange af dem har jo bygget ud uden at tage lån. Og man skulle nødigt miste en tilbygning på grund af sygdomsdrenge.

Siden bliver Preben Preben og Janus bare kaldt drengene. De følger blindt behov, som de sommetider tror, er deres egne.

Andre karakterer er: Epoxy Delight, Røvslikkeren, Sukkerdræberen, der ligesom mor kun reagerer på perversioner, der for længst har mistet forbindelsen til de basale behov, de var engang – og i øvrigt alle går en krank skæbne i møde.

En del af handlingen foregår på rådhuset og i laboratoriet, men det bliver det ikke bedre af, og hvis man tolker romanen samfundskritisk – og kan man andet? – så sidder man tilbage med kvalme og ved, at der går lang tid inden man glemmer Nation Lisbeth.

Tomas Lagermand Lundme
Efterord af Lillian Munk Rösing
218 sider
Møller
Udgivet: 11.08.2014 (genudgivelse)