C. S. Lewis skrev syv romaner om eventyrlandet Narnia. Den første var Løven, heksen og garderobeskabet fra 1950. Troldmandens nevø er fra 1955 men den indeholdte fortælling er forløberen for Løven, heksen og garderobeskabet, og det er også her vi får forklaringen på hvor garderobeskabet kommer fra.

Digory bor i London hos sin tante og onkel, fordi hans mor er meget syg måske døende. Sammen med naboens datter, Polly, går han på opdagelse på loftet, der blandt andet rummer hans onkels private værelse. Mens de ser sig rundt i onklens værelse, kommer onklen, og han får narret børnene til at tage på en rejse til et magisk sted. Der kommer Digory til at vække en ond og magtfuld dronning, og fordi børnene ikke rigtigt kan styre deres magi, kommer de til at bringe dronningen til Narnia, et smukt og uskyldigt land beboet af dyr. Nogle af dyrene har hørt om ‘rundskaben’, men de er ikke helt klar over, hvad det betyder. I Narnia regerer den vise løve, Aslan, og han kan måske hjælpe Digorys mor med at få livet tilbage.

Romanen krydres af forfatterens venlige serviceoplysninger til læseren:

Tante Letty var en meget hårdfør gammel dame; det var tanter tit dengang.

Også stuepigens særlige vinkel på begivenhederne bidrager til fortællingen farverigdom: Denne vidunderligt spændende formiddag – hvor tante Letty blev kastet gennem luften af den onde dronning.

C. S. Lewis trækker både på Dantes indgang til helvede og på Bibelens Adam og Eva, skønt det her er heksen der spiller slangens rolle.

Illustrationerne er de oprindelige – sorthvide, dramatiske og fantasifulde.

C. S. Lewis

Illustreret af Pauline Baynes

Oversat af Niels Søndergaard

204 sider

Gyldendal

Udgivet: 01.09.2015