Bog for de mindst om Rose der er med mor på indkøb. Første del handler om, hvor sjovt Rose har det med indkøbene, indtil mor griber ind. Det er effektfuldt illustreret med et spor af spildte madvarer efter Rose, der går rundt og smager og mærker på varerne, mens den undervejs opryddende mor følger efter hende. Den anden del handler om, hvordan det går med indkøbene, når mor har anbragt Rose i vognen og selv står for indkøbene, og det er langt mere kedeligt: Køkkenruller og snak med andre kunder, Roses gråd. Til sidst får Rose en bolle, og freden er genoprettet.
Super pædagogisk bog om hvordan to meget forskellige personer med meget forskellige opfattelser sammen kommer gennem de daglige pligter. Set fra Roses synsvinkel, men med et godt indtryk af mors synsvinkel via tegningerne af oprydningen og det skrigende barn og moren, der bliver stadigt mere frustreret.
Bogen er i stil med Barbro Lindgren og Eva Erikssons bøger om Jeppe, idet der også her kun er en sætning på hver side, og tegningerne er relativt enkle og overskuelige.
Der er taget udgangspunkt i barnets hverdag og de kendte omgivelser, og der er masser af illustrationer af velkendte ting og situationer, som kan opfordre til samtale med barnet. Alt i alt en ok bog for de helt små, om end såvel titel som en enkelt sætning virker lidt handicappet: ’Når jeg køber ind, indtil mor får nok, går det galt’. Her lader meningen og grammatikken en del tilbage at ønske for den voksne, men er muligvis helt tydelig for barnet
Når jeg køber ind
– indtil mor får nok
Forfatter: Mette Egelund Olsen
Illustreret af Lea Leté
132 sider
Høst & Søn
Udgivet: 18. 08.2009Birte Strandby