En række stemningsbilleder fra Christianshavn, af kvarteret med spritteren der forsøger at bevare en sidste rest af stolthed, med naboen der fortæller om sin kanin og sin undulat og med kvarterets reaktion på selvmordet og på politiets nedskydning af en hund på Christiania. Et føleligt billede af en levende organisme.
Mest gribende er billederne fra familielivet herunder fortællingerne Det skarpe hjørne og Naiv, der handler om, da datteren flytter hjemmefra beskrevet så enhver forældre der har oplevet, at det første barn forlader hjemmet, kan føle smerten
– Jeg troede at hun skulle være hos mig altid…
På overfladen en let diskussion om hvilke tegneserier der kan medtages ved indflytning i det nye værelse, og hvilke der bør blive af hensyn til yngre søskende og under overfladen en revolution med en enkelt på tabslisten.
Fortællingerne er skrevet med stor indlevelse, og det er samtidigt en samling klip fra forfatterens liv, ungdommen, det første møde med børnenes far, børnene som små, børnene som større, Johnny der altid har været der, og Tina der var der. Mennesker, steder, følelser, erfaringer der tilsammen udgør et liv, som måske ikke er så forskelligt fra andre liv.
Det er ikke hverken Tove Ditlevsen eller Baudelaire for den sags skyld, selvom anlægget for at se det skønne i det grimme er til stede, og det er ikke årets bidrag til bogmarkedet men en stilfærdig påmindelse om, at også brutal virkelighed og grånusset arbejdsdag med tilbøjelighed til praktiske overvejelser, indkøbssedler og blød familiestress i et miljø af hurtig trafik og affald på gaderne kan blive til prosaisk poesi.
Mit kvarter
Laila Ingrid Rasmussen
143 sider
Rosinante
Udgivet: 29.04.2010
Birte Strandby