Ja, jeg har været gift to eller tre gange. Jeg husker ikke længere alle mine koner. Jeg har vist ikke nogen i øjeblikket.
Beretning om ‘the-never-ending-funeral’, sygdommen Alzheimers.
Anne Maria Nissen fortæller om sin fars sygdom, om hvor mange små tegn der kan være på sygdommen, før man helt indser hvad problemet er, om at forsøge af få udredt sygdommen – og ikke mindst om, hvordan man selv kan tackle det, at et elsket menneske forandrer personlighed og forsvinder for øjnene af en. Det sidste er det sværeste.
En ting er at lægen har modvilje mod at få sin patient udredt. Det kan skyldes respekt for patienten eller konfliktskyhed, og det er problematisk, for uden udredning er der heller ingen erkendelse af sygdommens tilstedeværelse, og så kan man ikke få hjælp.
Forfatteren fortæller om farens fremadskridende demens, om hvor god han var til at skjule det, og om hvordan hun endeligt med ti tjekpunkter kunne fastslå sygdommen. Det påvirker datteren mere, end det påvirker faren. Han er ofte glad og tilfreds, når han ikke lige farer vild og bliver forvirret. Datteren har det derimod ægte hårdt. Både hun og faren håber, at han kan blive i sit hus, men hans tendens til at fare vild øges. GPS i bæltet eller skoen bliver forsøgt, men der er ingen garanti for, at han ikke udskifter bælte eller sko, før han går ud.
Da han senere kommer på plejehjem, opstår andre problemer, når han midt om natten forvilder sig ud på sin terrasse i tyndt nattøj og frostgrader. Der er en plejer for hver tyve beboere, så der kan gå et stykke tid, før det bliver opdaget.
For dem der kender nogen med Alzheimers, er der potentiale til genkendelse, og måske kan man også bruge forfatterens forklaringer, når man selv støder på Alzheimer-relaterede problemer.
En god beskrivelse af vanskelighederne, og bogen har nok også haft en del terapeutisk effekt.
Min fars sidste rejse
Når Alzheimer rammer familien
Anne Maria Nissen
137 sider
Trykværket
Udgivet: 2019
Birte Strandby
