Min far og mig holder sammen, siger Alis. Og det er sådan, det er. Alis’ mor er lærer og faren er hjemmegående, et offer fra 2. verdenskrig, afhængig af opium til at dæmpe smerterne med. Men det er også far, der er sammen med Alis, når mor går på arbejde, og så skal de nok klare den. Alis bliver sat i børnehaven i boligblokkens stueetage, men får en af pædagogerne til at følge sig op til lejligheden under påskud af at have glemt sin dukke, og vel oppe i lejligheden gemmer hun sig under sengen, til pædagogen er gået. Så er det kun dem igen, far og Alis.
Hele fortællingen udvikles set fra Alis’ højde, og romanen begynder, da hun er fem. Hendes ordforråd er vel voksent, omend hendes udsyn oftest er barnligt, og hendes forståelse for omverdenen fortrinsvis begrænset, men også præget af periodisk modent klarsyn.
Titlen kommer fra Alice i Eventyrland – digtet om musen, der dømmes til døden. Selve bogen smider far i affaldsskakten, for Alis har ikke godt af den, men i virkeligheden er Alice og fantasivennerne Fjuller og Bigorod de faste holdepunkter i en tilværelse, hvis skrøbelighed hænger direkte sammen med Alis’ fars stadigt sværere sygdom. Til sidst er det i virkeligheden engelske Alice og digtet, der er tilværelsens faste holdepunkter.
Ifølge forfatteren er romanen baseret på selvbiografisk materiale, hvilket måske bidrager til den fyldestgørende og meget troværdige persontegning. Romanen er inddelt i faser efter Alis’ alder, og vi får et præcist indtryk af, hvordan hendes opfattelsesevne og forståelse øges med alderen. Interessant fortælling, men muligvis vigtigere for forfatteren end for læseren.
Forfatter: Hanne Ricardt Beck
264 sider
Forlag: Gyldendal
Birte Strandby
