Endnu en billedbog der iført venlig pædagogik skal bibringe barnet faglig interesse. Her gælder det fisketuren.

Sarah og hendes far tager på fisketur tidligt om morgenen. De skal pakke bilen, for de skal være væk et par dage. De slår teltet op ved en sø og indleder fisketuren, der i øvrigt går forbløffende godt. Sarah fanger en skalle, en hork, en ål, en aborre og en gedde.

Fiskene fanges på hver deres måde, med forskellig madding – regnorm eller brød, med spinner og med klokke.

Far og datter møder mange andre dyr, blishøns, insekter, et pindsvin. Der er store hel- og halvsides farvefotos af mange forskellige dyr – og af Sarah og hendes far. Sarah ser ud til at være fem – seks år gammel, og taler meget voksent af sin alder:

Derfor sætter vi den tilbage i vandet, så den kan være med til at sikre næste generation af ål.

Det er al ære værd, når man forsøger at skabe en pædagogisk tilgang til viden, og man må sige, at de mange billeder og de store skrifttyper gør sit til, at det er let læsning, som en syvårig måske vil påtage sig. Derimod kan man undre sig over Sarahs umådeligt pæne opførsel. Hun taler rosende om natur, dyr, madlavning i det fri. Findes der stadigt den slags dydsirede børn, der hele tiden gør, hvad både mor, far og læsere forventer?

Billederne er farverige og komplementerer teksten fint, hvad enten motivet er Sarah og hendes far, eller dyrefotos med faktabokse om pindsvin, sommerfugle og fisk nedenunder. Bogen rummer også to små huskeøvelser.

Skou Porsborg

67 sider

mellemgaard

Udgivet: 30.09.2013