Hvad har du af hemmeligheder? Det er angiveligt det spørgsmål, der ligger bag disse otte fortællinger om mennesker i et etagebyggeri i denne roman, der indledes med partering af et lig.

De fleste af beboerne har hemmeligheder, og de har alle deres dæmoner. En lider under et mord, han i sin studietid var meddelagtig i, en har begået utroskab og introduceret ondskabsfuldhed i ægteskabet, og en har undertrykt sine seksuelle præferencer i mere end tres år.

Der er også to kvinder, der hver for sig fastholder, at de lever det rigtige liv. Den ene er formet af kravene fra ekshibitionistiske reality shows, men den ydre perfektionisme giver ikke ballast nok til at gennemføre en ellers meget lovende date. Den anden er hustru og speltmor. Hun har styr på prioriteterne og sætter gerne moralske standarder for sine medmennesker:

Det er altså en børnefamilie, du taler til …

men overser vigtige ting i forbifarten blandt andet, at hendes eget forhold til ægtefællen er i fare, selv om han solidarisk bærer hendes klager ud i verden.

Interessant er også den 83-årige musiklærer, André, der i sin stue har fire urner stående med de jordiske rester af sine fire første hunde og deres portrætter på væggene. Han har i mange år været forelsket i sin overbo og har brugt musikken til at udtrykke sin store, skjulte kærlighed.

I sin nådesløse fremstilling af menneskelig svaghed minder Bag de lukkede døre om Bent Hallers Rakkerpakhuset, hvor mennesker enten styres af deres drifter eller af de forventninger, som de formoder andre mennesker har til dem. Let, dystopisk underholdning.

Bag de lukkede døre

Maria Baastlund Nielsen
218 sider
mellemgaard
Udgivet: 2014