Tornerose kender vi fra folkeeventyret udgivet af franskmanden Charles Perrault i 1697, og fra brødrene Grimms version fra begyndelsen af 1800-tallet. Vi har aldrig været i tvivl om, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Sådan er det med eventyr, men i instruktørs Robert Strombergs udgave præsenteres vi for en helt ny vinkel på det gamle eventyr, og det er lige før, det er lidt mere forfriskende end de ældre versioner.
Maleficents scenarie befinder sig et spændende, usikkert sted mellem Ringenes Herre og Harry Potter, især kan man genkende flere træk fra enter og orker, blot er publikum denne gang måske tilbøjelig til at heppe på orkerne.
To kongeriger ligger ved siden af hinanden. I det ene lever menneskene, og de styres af en grådig og hård konge. I det andet bor de magiske væsener, og de styres ikke men lever fredeligt sammen, og de kender ikke til grådighed og misundelse.
Stalddrengen Stefan går ind i det magiske rige og møder den søde og omsorgsfulde fe Maleficent. De to unge bliver meget glade for hinanden, men Stefan korrumperes af magtbegær og for at imødekomme den gamle konges ønske – han vil erobre det magiske rige – beslutter han sig for at dræbe Maleficent, der i mellemtiden er blevet hersker i sit rige. Det kan han trods alt ikke få sig til alligevel, så han skærer i stedet vingerne af hende, mens hun sover de uskyldiges søvn – den sidste, hun får af den slags. Maleficent sværger hævn – og så begynder det at ligne det, vi kender som eventyret om Tornerose. Men ikke ret længe.
De tre gode(?) feer sendes ud i skoven med babyen straks efter dåbsfesten, og det ville have forarget Walt Disney og hans publikum fra 1959 at opleve de tre feer opføre sig som uansvarlige teenagere. For det er det, de gør. (Kan man mon lægge noget i, at netop de tre roller besættes af engelske skuespillere?) Hvis det ikke havde været for Maleficent og hendes hjælper, så var Tornerose død af sult allerede i spædbarnsalderen. For Tornerose bliver Maleficent den fegudmoder, som vi alle har brug for, og hun lever lykkeligt på trods af de tre feers periodiske indblanding – og deres sikkert livsfarlige fødselsdagskage. Men alt har ende, og Tornerose må tilbage til slottet, hvor hendes far har udviklet en destruktiv plan for, hvordan han kan fange Maleficent.
De sidste scener rummer voldsomme kampe med magi og drager. Der er også en smuk prins Philip, men han får ikke helt de muligheder for at dyrke heltegerninger, som eventyret og Disneys Tornerosefilm fra 1959 ellers giver ham.
Robert Stromberg har stået for effekter på Pirates of the Caribbean – Ved verdens ende (2007), Hunger Games og Pans Labyrint, og især fra Pans Labyrint kan man genfinde træk fra både feer og hornede væsener.
Og som i Disneys gamle tegnefilm er der chancen for at nyde Tchaikovskys The Sleeping Beauty, her i Lana Del Reys 2014-version skrevet til Maleficent.
I forhold til moderne tænkning giver Maleficent god mening. En forbandelse er en heftig hævn for ikke at blive inviteret til en dåbsfest. På den anden side blev Den trojanske Krig jo netop indledt, fordi man glemte en bryllupsinvitation. Samtidigt er der en moralsk diskussion, menneskene er korrupte og lede, magiske væsener er uspolerede. Mennesket kan korrumpere en fe, men menneskebarnet Tornerose er heldigvis stadigvæk det mest uskyldige af alle.
Maleficent
Instruktør: Robert Stromberg
Skuespillere: Angelina Jolie, Elle Fanning, Sharlto Copley, Sam Riley, Imelda Staunton, Juno Temple, Lesley Manville
Produktionsår: 2014
