Mourad lever i en kernefamilie i Paris. Familien kommer fra Algeriet, men har klaret tilpasningen til det franske fint, og alt er godt. Indtil Mourads søster Duonia begynder at vokse (bogens udtryk). Hun finder franske veninder og beslutter at vokse fra sin algierske familie. Duonia læser jura på universitetet og passer sit fritidsjob, og da hun er færdig med universitetet rejser hun hjemmefra med en kæreste. Marouds forældre vil ikke tale om hende, og de ser hende ikke de næste 10 år. Siden dukker hun op som politiker, feminist og forfatter til en biografi med beskrivelse af sin muslimske barndom.
Mourad er jeg-fortælleren der beretter om livet som familie med muslimsk baggrund og familietung kultur og traditioner. Moren pådrager sig adskillige sygdomme, som hun uafladeligt vifter i hovedet på sine børn, når de forsøger at gå egne veje, så det gør de ikke ret tit. Mourad vokser op og bliver en ensom voksen, men da faren rammes af apopleksi, er det ham der henter Duonia tilbage til faren som en sidste gestus.
Mourads liv virker fastlåst, og Maroud selv lever med en glædesløs accept af familiebåndene. Hans lærergerning er en sag for sig, og Mourad kæmper de samme kampe som mange andre lærere. Citatet er i umiddelbar forbindelse med Mourads deltagelse i lærerhøjskolens kursus:
Hvorfor fik vi ikke noget at vide om Mehdi Mazouani’erne som udelukkende blev siddende på skolebænken under trusler om at blive sendt hjem til landsbyen? Vi fik heller ikke noget at vide om Émile Boulanger’erne som skyllede deres skolegang ud med badevandet ved at blive gravide som 13-årige før de vidste hvad en livmoder var. Og ingen forklarede os hvordan man bar sig ad med at slibe en rå diamant som Sarah Zerdad inden modløsheden fik hende til at miste glansen.
Mænd græder ikke er et interessant nyt input i litteraturen, fordi vi bevæger os ind på områder, hvor kultur og familie har andre betydninger end det er europæisk sædvane. Og den type bøger er der ikke så mange af. Samtidigt er Mænd græder ikke en af de romaner, hvor man kan beklage, at oversættelse er nødvendig, når det ville være så meget mere givende at læse bogen på fransk. For eksempel er Un vrai número de tragedienne. oversat til Det helt store drama. Det er for så vidt korrekt, men får ikke rigtigt tragedienne med: kvinden der spiller til sin yderste grænse for at efterlade publikum i tårer. Man ser Asta Nielsen for sig. Dansk kan desværre være et kedsommeligt, fladt sprog.
Ydermere kniber det med fikse metaforer, selvom de klart udtrykker, hvad der står på spil:
Isterningerne var smeltet så hurtigt som en linedansers fremtidsdrømme, da han får at vide at han har fået Parkinsons syge.
Hun spærrede øjnene op som en præsident der taber anden valgrunde.
Hudlappen, som var to centimeter bred, faldt ned på flisegulvet som en tagliatelle der er kogt al dente.
Mødet på forvaltningen føltes som en gruppevoldtægt af alle vores idealer.
Faïza Guène
Mænd græder ikke
Oversat af François-Eric Grodin
240 sider
Republik
Udgivet: 2016
Birte Strandby
